Marvel er tilbage (igen, igen) og udkommer nu med deres 33. film og korteste spillelængde til dato.

En del lektier er nødvendige for at forstå denne næste Marvel-film. Filmen med titlen ”The Marvels” består hovedsageligt af tre hovedpersoner, der kommer fra hver deres respektive film eller serier. Titelkarateren ”Captain Marvel” aka ”Carol Danvers” er tilbage, i hvad der teknisk set er efterfølgeren til filmen ’Captain Marvel’ fra 2019.

I den forstand burde det være ligetil at købe en billet til ’The Marvels’, men det er desværre ikke tilfældet. Filmen har også karaktererne Monica Rambeau og Kamala Khan i førersædet. Disse mødte vi i de respektive tv-serier: ’WandaVision’ og ’Ms. Marvel’.

For lige at give endnu flere lektier til, er Samuel L. Jackson selvfølgelig også tilbage som den enøjede Nick Fury. Hans ankomst i ’The Marvels’ kommer på bagkant af karakterens egen tv-serie: ’Secret Invasion’.

Lektielæsning for sjov

Indforstået er der altså flere timers underholdning, eller lektier, at følge op på, før man giver sig i kast med ’The Marvels’. Det store spørgsmål er nu, kan man se dette seneste superhelteeventyr, uden slavisk at have fulgt med i de førnævnte serier og film? Det korte svar er ”nej”. ’The Marvels’ er på mangel af større ord; forvirrende.

Dette kommer fra mig, som er en selvudråbt ”fanboy”, der har været med på Marvel-toget langt før påstigningen af MCU (Marvel Cinematic Universe). Jeg har set det hele og læst det meste som en religion på både godt og ondt. ’WandaVision’ var innovativt og godt, ’Ms. Marvel’ var charmerende, mens ’Secret Invasion’ var uinteressant og dårlig eksekveret. Jeg mener derfor selv, at jeg er meget godt med, når det kommer til alt tegneseriebaseret. Men jeg må være ærlig og sige, at Marvels seneste bud på stammen ikke rammer plet.

Hvor er det nu lige, vi er i alt det her Marvel?

’The Marvels’ begynder med Carol Danvers, der bliver sendt til en ormehul-lignende anormalitet af Nick Fury for at tjekke det ud. Da hun kommer i kontakt med hullet, bliver hendes superkræfter sammenfiltret med hendes niece, Monica Rambeaus, og hendes største fan, Kamala Khans. Den umage trio, med kaldenavnet The Marvels, skal nu samarbejde for at redde universet fra en tyrannisk kree-oprører ved navn Dar-Benn.

Brie Larson er tilbage i dragten som Captain Marvel i ’The Marvels’, der er Marvels seneste filmatisering af tegneseriekarakteren. Det er meget ”Marvel” i en sætning. Desværre er der ikke meget ”vidunder” over dette intergalaktiske actionbrag.

Iman Vellani i rollen som Kamala Khan aka Ms. Marvel, er et af de få lyspunkter i filmen, som giver et tilfredsstillende nyt pust til serien og universet. Hun agerer med en umiddelbar charme, der ikke virker påtvunget, men får hende til at passe lige ind.

Det er tydeligt at mærke, at filmen kræver de mange timers lektielæsning fra de forudgående film og serier, der gør det svært at følge med. I centrum af konflikten fortsætter Marvel deres ”Kree vs. Skrull”-historie, som vi blev introduceret til i den første ’Captain Marvel’-film.

Siden har denne konflikt været halvhjertet eksekveret, uden særligt fokus i de respektive MCU-projekter. De er kun blevet givet fokus i nogle af de infamøse post-credit scener, der skal sætte noget større op. En del af forløsningen ankommer nu i ’The Marvels’. Men uden nogen reel investering i konflikten fra begyndelsen, er jeg ikke synderligt investeret.

Følelsesløs action

Hændelsen, hvor titelkarakterenes superkræfter fletter sammen, leder til nogle seje øjeblikke. Hver gang de hver især bruger deres evner på samme tid bytter de plads. De hopper derfor ind og ud af hver deres sted i nogle actionfyldte sekvenser. Det er forvirrende i begyndelsen at finde hoved og hale i, men filmens brug af splitscreen hjælper med at fremme forståelsen.

Action-sekvenserne forbliver dog bare seje, da de ikke bruges til at fremme historien, men blot anvendes til at møde filmens behov for at fylde tiden ud med en endnu en actionsekvens. Flere slåskampe sker bare for at ske. Som da skurken ankommer til planeten, der består af 99% vand med henblik på at få vand til sin egen planet, der tørker. I stedet for at spørge og have nogen som helst form for pædagogisk dialog, beder hun prinsen om at knæle. Det nægter han, så derfor slår hun ham, og en kamp bryder ud…

Ting sker, fordi de skal ske. Folk kan noget, og ting sker pludseligt for at fremme en overfladisk konflikt. Hændelserne flyder ikke ind i hinanden og giver filmen noget behageligt flow.

På et tidspunkt spørger Monica Rambeau Kamala Khan, ”hvor mange kapitler af fanfiction føles det her som?”. Og måske er det faktisk dér, vi er landet. Det engang mægtige Marvel har degraderet sig selv til følelsen af fanfiction i jagten på noget, der her været før.