Hvad der ligner et alment retssagsdrama baseret på virkelige hændelser, viser sig at være et mere ambitiøst karakterportræt og en voldsom brandtale om det amerikanske militærs krigsforbrydelser.

Det ligner en film, man kender i forvejen: En mand er fængslet for en forbrydelse, som han insisterer på, at han er uskyldig, og en kompetent advokat tager sagen op imod den magtfulde stat.

Men her er forbrydelsen finansiering af 9/11-angrebet, den magtfulde stat er det amerikanske militær og efterretningstjeneste, og stedet, han sidder inde, er Guantanamo Bay.

Og der er en meget god grund til, at både forsvarsadvokaterne og anklageren har svært ved at få dokumenter på, hvordan han blev behandlet i de år, han sad fængslet.

En skarp drejning i sagen

I fronten af forsvaret har vi Golden Globe-vindende Jodie Foster i rollen som Nancy Hollander, en topprofessionel og erfaren advokat for the American Civil Liberties Union. Hun tager sin rolle alvorligt og blinker ikke ved tanken om, at hendes klient måske er skyldig.

Anklagerholdet er ledt af militærmanden Stuart Couch, spillet af britiske Benedict Cumberbatch med en (underligt nok) distraherende troværdig sydstatsaccent. Han er sikker på, at han er ved at sende en terrorist til døden. Han fastholder dog sine principper om en retfærdig proces, hvilket skaber konflikt med de overordnede.

I midten af det hele står Mohamedou Slahi, en højt begavet mauritier – han kan tale flere sprog og lærer flydende engelsk, mens han sidder inde. Hans historie viser sig at være mere essentiel, end retssagen er. Franske Tahar Rahim leverer et stykke skuespil, der burde bringe ham til international anerkendelse.

Filmen er struktureret omkring flashbacks filmet i en klaustrofobisk ramme af Mohamedous oplevelser som fange i Guantanamo Bay. Han fortæller sin historie i en række breve til Hollander, som senere blev samlet til den bog, filmens manuskript er baseret på.

Spørgsmålet om hans skyld vægter på Couch og Hollander, og særligt Hollanders assistent (spillet af Shailene Woodley), som bliver mere emotionelt investeret, end hun burde.

Men tricket er, at hans uskyld er underordnet, så snart man når til filmens endelige flashback.

Tortur i øjenhøjde

Det drejer sig selvfølgelig om tortur, eller ”enhanced interrogation” som den amerikanske efterretningstjeneste så blodløst kalder det i officielle dokumenter. Filmen er på kurs mod et opgør i retten, indtil omfanget af Muhamedous misbehandling kommer frem i lyset og ændrer hele historien.

Scenerne er voldsomme og desorienterende, og særligt hårdt at sidde igennem, når man har lært denne mand så godt at kende, før man ser ham blive knækket.

Resten af filmen er kompetent instrueret og skrevet, uden de store æstetiske vidundere eller problemer. Kevin Macdonalds erfaring i dokumentargenren viser sig i et jordbundet kamera, der holder os i øjenhøjde med karaktererne.

Men netop nøglesekvensen, filmens vendepunkt, skiller sig ud nøjagtig som den burde.

Den rigtige side af historien

Hollander spekulerer på et tidspunkt om Guantanamos fremtid. En dag vil der gå turister rundt og tage billeder af bygningerne og de trange celler, siger hun, og undre sig over, hvordan fanden sådan noget kunne ske.

Man mindes om de nazistiske koncentrationslejre, der får ugentlige besøg af skoleklasser. ’The Mauritanian’ er forberedt på den fremtid og vil være på den rigtige side af historien.

Det er forfriskende, især efter prisbelønnede film som ’Zero Dark Thirty’ har vist en CIA-godkendt version af tortur som en uheldig, men nødvendig, del af jobbet. Tortur er en forbrydelse mod menneskerettighederne, og ubrugelig som forhørsmetode, og al propaganda i verden vil ikke lave om på det.

Derfor er det også lidt skuffende, at filmen er så fokuseret på spørgsmålet om Mohamedous skyldighed. Fortællingen om den uskyldige fange, om militærets stædighed og de potentielle konsekvenser af at gå uden om retssystemet er vigtigt og gribende.

Men ’The Mauritanian’ går ikke hele vejen for at sige, at selv de psykopatiske terrorister, der stod bag angrebet den 11. september, fortjener menneskelig behandling. Se dét ville være en film, der stod ved sine principper på dramatisk vis.

Som den er, er filmen stadig øjenåbnende, og et vigtigt skridt i den rigtige retning. Forhåbentligt er det begyndelsen på et filmisk opgør med Amerikas synder i det 21. århundrede.