Hævn, blodsudgydelser og uspiseligt skum er på menuen i ’Succession’-instruktørens seneste film. Trods et interessant koncept og fremragende skuespilpræstationer er det samfundssatiriske og -kritiske billede af to uforenelige eliter desværre ikke helt nok til at sikre ’The Menu’ en Michelinstjerne.

”Servering om fem minutter!” beordrer køkkenchefen, mens kokke på rad og række anretter kammuslinger, tilbereder østers og pisker farverigt skum. Middagsgæsterne ser måbende til, mens de i spænding venter på at få afsløret, hvilken genialitet de nu skal sætte tænderne i.

Det hele foregår på restaurant Hawthorne på en afsidesliggende ø, hvor kun en håndfuld nøje udvalgte og modbydeligt rige foodies er inviteret, og hvor kun kokken bestemmer aftenens udfald.

Gæsterne får mere pinsel end mad for pengene og må snart sande, at madsnobber og prætentiøse køkkenchefer er en farlig cocktail, hvis altså man da gerne vil spise middag med livet i behold.

Karikeret klassekritik

You can’t make a Tomlette without breaking some Greggs står der mejslet med blæk på min underarm. Tatoveringen er et citat fra og en hyldest til en af årtiets bedste tv-serier, ’Succession’, der ligesom ’The Menu’ er instrueret af Mark Mylod og skrevet af Will Tracy.

Det er et farligt kompetent hold at have bag kameraet, for de to filmskabere er om nogen skolede i at udlevere, udstille og undergrave samfundets økonomiske elite, som det så sandelig er tilfældet i ’The Menu’.

Hawthorne skal i aftenens anledning bespise fem borde med to-tre gæster om hvert, og her er både nyrige, gammelrige og Hollywoodrige iblandt. Intet mindre end 1250 dollars har de måtte give for hver konvolut, proklamerer en af filmens hovedroller, Tyler (Nicholas Hoult), i et forfejlet forsøg på at imponere sin date Margot (Anya Taylor-Joy).

Som personalet forklarer sine ”dear guests”, er de bestemt ikke ”the common man”. Omkring det ene bord praler madanmelderen Lillian (Janet McTeer) ved hjælp af lommefilosofiske floskler med alle de restauranter, hendes anmeldelser har tvunget konkurs, mens hendes redaktør savler mere over sin gyldne kritiker end den mad, han får serveret. Ved nabobordet sidder et ældre ægtepar, der – for at holde skilsmisse og utroskab for døren lidt endnu – kaster et SU-svarende beløb efter Hawthorne-lignende middage flere gange om måneden uden rigtigt at bryde sig om mad.

I den modsatte ende af lokalet lever en gruppe talentløse forretningsmænd højt på deres chefs præstationer og penge, mens de gnubber albuer med en afdanket skuespiller, og i centrum for det hele står køkkenchefen, portrætteret af Ralph Fiennes, og repræsenterer en anden del af eliten – nemlig kokkene.

At se filmen er som at observere eksotiske dyr i et lukket reservat, for Mylod evner som få andre at portrættere overklassen som mennesker, der har glemt, hvordan man er menneske. Selvfølgelig er det sat på spidsen, men filmens karikerede, dog gennemtænkte klassekritik gør det svært at kigge væk, mens man drages, mores og forarges på samme tid.

Skaberen, spiseren og skuespilleren

Æren for de mange vellykkede aspekter af ’The Menu’ tilfalder ikke kun Mylod og hans talentfulde filmhold. Også flere af skuespillerne stråler og skiller sig ud fra det store ensemblecast.

Både skuespilleren (John Leguizamo) og madanmelderen er sjove eksempler på to vidt forskellige medlemmer af kultureliten, mens Nicholas Hoult er umulig ikke at grine af, når han på mere og mere manisk maner opsluges af sin kærlighed til mad.

Ved siden af ham sidder Anya Taylor-Joys Margot og stirrer mistroisk, når hendes date falder i svime over skilt skum og brødløs brød-platte. Margot er den eneste af restaurantgæsterne, der stiller sig kritisk over for de latterlige koncepter, og selvom hun ikke siger meget, observerer de store, opspilede øjne hele redeligheden og bliver en slags fornuftens stemme, som seeren kan spejle sig i.

Filmens utvetydigt vigtigste skuespilpræstation bliver dog Ralph Fiennes’, der med et enkelt klap i hænderne tvinger både gæster, personale og biografgængere til total tavshed. Med sine insisterende og lidende øjne og sin konstant lavmælte tale formår Fiennes at bringe så meget troværdighed til den hævngerrige karakter, at man konstant betvivler hans motiver og må gentænke, hvem den egentlige skurk er. Den besatte skaber eller den grådige spiser?

Det uundgåelige, der kunne have været undgået

’The Menu’ er en stemningsfilm. Under overfladen, under hvert salatblad i hver enkelt overdådig ret lurer mørke og ulykke, og intensiteten er lige til at skære igennem med en nysleben køkkenkniv.

I hvert fald i første halvdel af filmen. Derefter står det klart, at alle restaurantgæsterne på hver sin måde repræsenterer et dødsstød til kokkebranchen, og at Ralph Fiennes har tænkt sig at straffe dem herefter. Derfra går luften af ballonen, for flere af scenerne kommer til at virke som fyld, mens man bare venter på den uundgåelige død.   

Det uundgåelige manifesteres i en finale, som ikke overrasker hverken kok, gæst eller seer, og slutscenen – hvor storladen den end måtte være – føles flad og letkøbt. Takket være den overlegne instruktør og de dygtige skuespillere forledes man til at tro, at filmen vil blive ved med at chokere og har mere på hjerte end en underholdende kritik af rige mennesker, men den hives desværre aldrig op på en højere klinge.

Ironisk nok ender filmen med på den måde at afspejle de retter, den så tykt gør grin med. Et gennemarbejdet koncept, et smukt ydre, et prangende projekt, men meget mere er det heller ikke. 

’The Menu’ ender med at skuffe en anelse og vil i mit hoved ikke blive husket som en hovedret i Mylods film- og serieunivers. Dog fungerer den godt som en interessant, lille appetizer, for kampen mellem de madsnobbede foodies og de madvidenskabelige kokke er og bliver et skønt indblik i en verden, vi andre dødelige aldrig bliver en del af.

Og efter denne film aldrig mere ønsker at blive en del af.