Et utroligt vedkommende og menneskeligt queer-narrativ bliver vagt til live i historien om en teenagepiges ophold på en kristen omvendelseslejr.
Cameron Post (Chloë Grace Moretz) bliver til skolefesten opdaget i armene på hendes veninde fra bibelskolen, og som konsekvens bliver hun sendt på genopdragelse af sin konservative tante og onkel. På en omvendelseslejr bliver Cameron konfronteret med lejrens kristne værdier og negative syn på homoseksualitet. Hun ser dog hverken sig selv som homoseksuel eller som kristen. Faktisk ved hun ikke rigtigt, hvem hun er, selvom de voksne omkring hende er sikre på, at de ved det. Omvendelseslejeren bliver et brutalt overgreb på den unge kvinde, der kæmper for at få lov til at stå på egne ben.
Toppen af isbjerget
Lejrenes eksistensberettigelse ligger hos én af lederne ved navn Rick, der selv er et lysende eksempel på, at omvendelse er muligt. Lejeren mener ikke, at homoseksualitet findes, men at SSA (same sex attraction), som de foretrækker at kalde det, er en ’tilstand’ og ikke noget man ’er’.
Fuldstændigt absurd virker både lejrens formål og metoder. En af metoderne er en tegning af et isbjerg. På isbjerget skriver de unge, hvis forældre har indlogeret dem på lejeren, årsager til, at de oplever SSA. Hurtigt finder Cameron ud af, at hvis hun skriver ting som for lidt eller for meget sport/omsorg/huslige pligter i barndommen på sit isbjerg, så vil lederne af lejeren klappe i deres små hænder af glæde. Også karaoke og plancheværksted bliver brugt som omvendelsesmetoder.
Synd skudt i skoene
Hårdtslående virker det, når lejren igennem forskellige metoder forsøger at tvinge en følelse af synd og skam ind i Camerons bevidsthed. Hun er så tidlig i sin seksuelle opblomstring, at det gør helt ondt at se lejren øve vold på den. Særligt rørende er en scene, hvor hun ringer til sin tante og beder om at komme hjem. Man fornemmer den misforståede kærlighed, som tanten har lagt i valget om at sende Cameron på omvendelseslejer. Samtidigt oplever man Camerons vaklen – er hun mon forkert, når hun gør sin tante så ulykkelig?
Chloë Grace Moretz spiller rollen som Cameron sublimt. På intet tidspunkt kaster hun sig ud i en voldsom overfortolkning af Camerons sindstilstand. Hun spiller derimod med kortene tæt på kroppen, hvor Camerons følelser skal aflæses i blikke og små bevægelser, der perfekt fanger hendes balancegang mellem oprør og overgivelse.
LGBTQ-karakterer uden at være ’LGBTQ-karakterer’
De udfordringer, som Cameron møder, oplever hun i kraft af at være LGBTQ, men også i kraft af at være ung og identitetsøgende. På den måde er filmen fænomenal til at skabe et queer-narrativ, hvor Cameron og de andre unge først og fremmest fremstår menneskelige, uanset hvilken seksualitet de har. Filmen nedbryder stereotyper ved at præsentere en håndfuld originale og alsidige karakterer, som jeg vil mene ALLE biografgængere kan relatere til.
Filmen lykkes fantastisk med at beskæftige sig med en queer-problematik uden at fremstille sine karakterer som ’special snowflakes’ eller deres romancer som særligt ’eksotiske’. Onani og seksuelle relationer mellem kvinder portrætteres i modsætning til i meget andet filmkunst intimt, sårbart og realistisk. Intet male gaze at komme efter her!
