Universal forsøger at give superheltene modstand med en mumiefilm, der truer med verdens ende. Den slags filmslutninger er efterhånden en udbredt sygdom, værre end selv mumiens forbandelse.

Hvad helt præcist er denne nye ’The Mummy’? Et remake, en komedie eller en Tom Cruise actionfilm i monstrøse klæder? Alle definitioner er delvist sande i Universals nyeste mumiefilm, der forsøger at gribe tilbage og hylde sine forgængere.

Et par fællestræk
Verdens vel nok største filmstjerne Tom Cruise er med ombord i 2017-versionen af ’The Mummy’ som lejesoldaten Nick. Sammen med sit sidekick Chris Vail (Jake Johnson) opdager han ved et tilfælde en gammel ægyptisk grav, der naturligvis gemmer på en mumie – Prinsesse Ahmanet hedder hun. Og naturligvis er hun også levende og har onde planer om at forbande Nick og dermed legemliggøre guden for ondskab. For at undgå denne grufulde skæbne allierer Nick sig med ægyptologen Jenny (Annabelle Wallis) og hendes chef Dr. Jekyll (Russell Crowe). Men faren lurer overalt – også i egne rækker.

Instruktør Alex Kurtzman har fortalt, at han ønskede at skabe en gyser med samme tone som de klassiske Universal-gysere. Og der er da også små fællestræk. For det første er der en mumie med i begge film. For det andet kan mumien både i 1932 og 2017 styre folk gennem en slags telepati. Men her stopper det også. ’The Mummy’ anno 2017 er nemlig i langt højere grad beslægtet med samtidige superheltefilm end sine forgængere.

Gammel vin på gamle flasker
Filmens hæsblæsende åbning er veloplagt, hvor action-sekvenser og højstemt mytologi smelter gnidningsfrit sammen. Som i Marvel-universets superheltefilm har tonen et selvironisk tilsnit, der hjælper filmens historie. Og Tom Cruise er oprigtigt god og karismatisk som hensynsløs egoist, der ikke fatter, hvad der foregår omkring ham. Russell Crowe formår endda at forme Dr. Jekyll til andet end blot en gimmick og filmen står i høj grad på skuldrene af deres præstationer.

Historien er nemlig efterhånden så slidt, at en kvindelig mumie i stedet for en mandlig langt fra er en stor nok ændring til, at det føles friskt og progressivt. Faktisk næsten det modsatte, da Tom Cruises ægyptolog-veninde er en komplet uduelig karakter, spillet af en slank, ung, smuk blondine. Modigt, Universal…

’The Mummy’ hjælpes ikke af, at manuskriptet – som med næsten alle big budget film nu om dage – bedyrer, at de opskrevne spilleregler for mumiens evner og forbandelsens magt til slut må fejes til side, fordi behovet om en bombastisk kamp om verdens overlevelse står på tærsklen. Det er respektløst over for publikum og en trættende mangel på nytænkning. Jeg foretrækker til hver en tid Boris Karloffs kølige, frygtindgydende inkarnation af mumien, der beviser, at mindre sommetider er bedre.

De udøde genopstår og ligeså filmene
De udøde vil bare ikke lade os være. De genopstår igen og igen for at plage os med deres forældede, tilbageskuende agendaer. Præcis det samme kan siges om ’The Mummy’, der trækker på Universals filmarv, men hurtigt overgiver sig til nutidens krav om store eksplosioner frem for interessante historier. Særligt Tom Cruise er god som filmens emotionelle anker, men heller ikke han kan gøre meget ved, at det søvnige manuskript efterlader få, hvis ingen vindere.