Med udgangspunkt i bogen ”The Last Hippie” af Oliver Sacks har instruktørdebutanten Jim Kohlberg og holdet bag skabt en opløftende film om en familie der finder hinanden igen via musikken i form af 60´ernes rockrevolution fra Jimi Hendrix, The beatles, Steppenwolf og ikke mindst Grateful Dead!
Det sker at man som anmelder sætter sig til rette i biografsalen uden at have hørt eller læst det mindste om den forstående film. Det var tilfældet med The music never stopped, der har J.K. Simmons i hovedrollen som den aldrende Henry Sawyer, der i det herrens år 1986 er på nippet til at gå på pension i guds eget land; USA. Da han og konen Helen(Cara Seymour) ved filmens start får et opkald fra hospitalet angående deres søn, ved vi ikke, at de ikke har haft kontakt i næsten 20 år. Sønnen Gabriel(Lou Taylor Pucci) der har levet på gaden er blevet opereret for en hjernesvulst, som ifølge lægerne har ødelagt det meste af hans korttidshukommelse. Gennem et flashback til Gabriels barndom præsenteres vi for filmens centrale tema nemlig forholdet mellem far og søn, hvor Henry i bilen foran drengens skole spørger ind til Peggy Lees ”Till there was you” som spilles på bilradioen, og kvitterer ved at fortælle om den sangs betydning for Helens og hans ægteskab.
Efter en del frustration far Henrys side over den manglende kontakt til Gabriel, finder personalet på hans nye plejehjem ud af at han reagerer kraftigt ved lyden af musik, specielt starten på den franske nationalsang. Derfor opsøger Henry forskeren Dianne Daly(Julia Ormond), som har stået for flere musikforsøg, som en mulig vej til at genskabe hjerneskadede menneskers hukommelse. Hun finder efter et par besøg hos Gabriel ud af, at det ikke er Marseilaiesen, men starten på The Beatles All you need is love Gabriel genkender og genkalder sig. Ja, faktisk kan han ned i detaljen huske tiden i tresserne, hvor han som teenager kom i kontakt med musik af Jimi Hendrix, Steppenwolf og mange andre. En tid som via flashbacks vises gennem henholdsvis Gabriel og Henrys øjne og som opruller konflikten mellem dem. En generationskonflikt som dengang i de glade men også grænsebrydende 60´ere, var udbredt. Langsomt men sikkert nærmer de to mænd sig hinanden på trods af sønnens handicap og faderens arrede uvilje mod sønnens elskede rockmusik.
Som nævnt sker det at man går til en film uden forhåndsviden, hvilket i tilfældet med The music never stopped var en glædelig overraskelse af flere grunde. Den første og største er at filmens dybest set elementære fortælling om et fader og søn opgør med rod i 60´ernes kulturelle brudflader, er set før i mange variationer. Den anden og mere auditive grund er ved genhøret af de mange sange fra dengang, brugt som erindringskatalysator i genforeningen af far og søn, hvilket flere gange fik en forræderisk tåre i denne anmelders øjenkrog, som da Gabriel fortæller faren om hans oplevelser første gang han hørte Bob Dylans Desolation Row til forløsningen i samstemmende sang med Grateful Deads A touch of grey! Nogle vil sikkert klandre filmen for momenter af forudsigelighed og en rovdrift på musiske klenodier, men netop brugen af musik som erindringsværktøj(og dermed også som fortællergreb) og det sublime skuespil af J.K. Simmons og Lou Taylor Pucci, gør at (mis)forholdet mellem far og søn føles dybfølt og oprigtigt hele vejen til den rørende slutning i selskabet med fædrene til sangen(Grateful Dead hvis man skulle være i tvivl), som filmens låner sin sigende titel fra!
– NICOLAI ESKESEN