Af Jesper Nielsen
Hvad ville du gøre, hvis personen, du elsker, blev arresteret og taget fra dig? Ville du acceptere retssystemets beslutning eller ville du udføre en kriminel handling med minimal mulighed for succes? Spørgsmål som disse stiller den amerikanske spændingsfilm The Next Three Days, som er instrueret af Paul Haggins (Crash, In the Valley of Elah ). Filmen er et remake af den franske thriller Pour Elle (Fred Cavayé, 2008), som i Haggins instruktørhænder er blevet omformet og justeret så den passer ind i den amerikanske Hollywood skabelon. Dette er desværre ikke lykkedes særligt godt, på trods af ihærdigt skuespil fra især Russell Crowe (The Insider, A Beautiful Mind ), der filmen igennem dog mangler ligeværdigt modspil, bliver filmen aldrig andet end en jævn actionfilm.
Universitetslæreren og familiefaren John (Russell Crowe) lever tilsyneladende det perfekte liv med konen Lara (Elizabeth Banks, The 40-Year-Old-Virgin, 30 Rocks) og deres niårige søn Luke (Ty Simpkins ). En dag vender alting dog op og ned på deres idylliske tilværelse, da Lara bliver arresteret for mord, hvilket hun benægter. Filmens fokus er herefter koncentreret omkring Johns kamp for at få familielivet til at hænge sammen, herunder hans rutinemæssige besøg hos Lara i fængslet, og den nogenlunde trivielle dagligdag på universitetet. Da Lara endnu engang får afslag på sin appel, beslutter den ellers stille og rolige John, at befri sin kone uanset efterfølgende omkostninger.
The Next Three Days tager herefter et gevaldigt genreskift og udvikler sig til en halssprækkende actionfilm, hvor detaljerede flugtplaner, narkorelaterede bander og politijagter bliver iscenesat som en del af Johns nye og fremmede hverdag. Johns uerfarenhed bliver i filmen godt hjulpet af Youtube (der tilsyneladende kan vejlede i alt fra nøglefremstilling til begavede tennisbolde!), og af mødet med den tidligere indsatte og flugtspecialist Pennington (Liam Neeson), hvis fem minutter på det store lærred synes, at være nok til, at forvandle en almindelig familiefar til en rutineret kriminel. Overordnede set fortæller filmen historien om, hvordan en person (John) i desperation og savn kan fremtvinge ualmindelige evner i håb om at få familien tilbage på rette spor, men hvad nu hvis denne person har udviklet sig til en anderledes person, som ikke længere tiltaler den indsatte (Lara)?
På trods af et på papiret dygtigt og rutineret team formår filmen ikke at levere andet end middelmådig action, hvor alt for mange ledetråde samt irrelevante scener gør filmen forudsigelig og langtrukken. Problemet er, at filmen ikke selv ved, hvad den vil og hvor den vil hen, og derfor leverer den kun halvt. Under overfladen stiller Haggins dog nogle interessante spørgsmål angående kampen for retfærdighed, det amerikanske retssystems benhårde virke samt familiers pludselige opløsning og omvæltning. Alt dette forbliver dog ubesvaret grundet actionfilmens præmisser, hvilket er ærgerligt for filmens helhed.