Los Angeles 1977. Mere behøver man næsten ikke at sige for at tegne det sex- og stoffyldte miljø hvori Shane Black leger med noir-konventioner og publikumsforventninger.

Holland March (Ryan Gosling) er en alkoholiseret katastrofe af privatdetektiv. Han fusker sig igennem sin deprimerede tilværelse med den opmuntrende tatovering ”You will never be happy :)” skriblet over den ene håndryg. Han krydser veje med en-mands tæskeholdet Jackson Healey (Russell Crowe), og sammen bliver de viklet ind i jagten på den unge kvinde Amelia. Deres halvhabile – eller er det fuldt ud inkompetente? – efterforskning bringer dem i kontakt med alt fra økoaktivistgrupper, til pornoproducenter og bilfabrikanter.

Shane Black er nok efterhånden buddy-filmens kronede konge. Med et alenlangt CV af definerende film inden for genren, kan der dårligt være tvivl om det. Især oven på ’The Nice Guys’ med hvilken alle bliver mindet om, præcis hvorfor Black sidder på tronen. ’The Nice Guys’ er pokkers velskrevet. Humoren sidder i skabet, og der leges med forventninger på fineste vis. Det er en ren fornøjelse at følge deres færd ned i LA’s slibrige underverden. Historiens uventede drejninger er organiske og hver overraskende vending føles logisk, næsten uundgåelig.

Flinke fyre og fatale kvinder
Begge hovedroller giver den gas, men det er Gosling, der giver den hele den brækkede arm. Holland-karakteren er lysår fra tidligere roller som Driver og Jared fra ’The Big Short’, og Gosling rammer plet med hver eneste repliklevering og fordrukne gestikulation. Alligevel truer Angourie Rice med at løbe med filmen. Hun spiller Hollands datter, Holly, en detektivspire med nok ben i næsen til et helt skelet, der i en alder af 13 kører sin fordrukne far rundt mellem møder med klienter. Men foruden denne praktiske funktion er hun også filmens moralske kerne – og det er slet ikke så sukkersødt, som det kunne lyde. For under det narrative maskineri gemmer der sig en dialog om godhed, fald og oprejsning, der aldrig truer med at trække filmen ned i navlepilleri. Tværtimod fungerer tematikkerne som en organisk del af fortællingen og når sub-teksten går hen og bliver tekst, så er det heldigvis pissesjovt. Kim Basinger ender derimod mere med at føles som en in-joke på ’L.A. Confidential’ i stedet for virkelig at gøre indtryk som en reel spiller i historien.

’The Nice Guys’ er Blacks tredje spillefilm i instruktørstolen og den placerer sig mageligt sammen med de to foregående. Man kan tydeligt se og mærke, at det er samme mand, som stod bag ’Iron Man Three’ og ’Kiss Kiss Bang Bang’. Da sidstnævnte er gået hen og blevet noget af en moderne kultklassiker, der ligesom ’The Nice Guys’ leger med både buddy-dynamikker, noir-troper og knuste drømme i Tinseltown, er sammenligninger uundgåelige. Og nej, ’The Nice Guys’ er ikke ’Kiss Kiss Bang Bang 2’. Der mangler både samme niveau af selvrefleksivitet og den maskinagtige præcision, med hvilken ’KKBB’ forløber. Hvad ’The Nice Guys’ er, er en forbandet underholdende og sjov komedie. Spørgsmålet er så, om den vil tabe eller vinde på gensyn.