Af Sandra Holm
Julen er traditionernes tid – og der er mange. Nogle holder år efter år, andre dør ud i takt med tidens forandrende trends. Hvor blev Pyrusnissehuen fx af? Blandt de tilbagevendende klassikere finder man Tim Burtons (Beetlejuice, Edward Scissorhands, Charlie and the Chocolate Factory) gotiske julefabel The Nightmare Before Christmas. Filmen bliver, traditionen tro, vist i landets biografer det meste af december og siden 2006 har den endog været at finde i 3D. At filmen vises i 3D er muligvis en del af tiden begejstring over dette nye spændende format, og det har da også en berigende effekt flere steder, men filmen i sig selv er i sandhed kommet for at blive. Den har ikke blot opnået status som klassiker men også som kultfilm.
Hemmeligheden bag en klassiker eller tradition om man vil er i teorien ganske enkel. Hjertet på det rette sted eller en god historie. Tim Burtons Nightmare har begge. Historien begynder i 1980’erne da Tim Burton arbejdede som animator på Disney, hvor han skrev et tre siders langt digt med den nu ikoniske titel The Nightmare Before Christmas. Efter stor succes med sin stop motion kortfilm Vincent fra 1982, havde Burtons karismatiske stil og udtryk vækket Disneys interesse og man overvejede hvorvidt Nightmare skulle være den næste kortfilm fra Burton. Desværre blev projektet sat på standby. Og måske var det held i uheld. For i 1990 genoptog Burton arbejdet med Nightmare-digtet og fik i samarbejde med manuskriptforfatter Michael McDowell (Beetlejuice) og komponisten Danny Elfman lavet det lille digt om til en musical i spillefilmslængde. Ironisk nok blev det ikke Tim Burton selv der instruerede dette yderst burtonske stop-motion eventyr. Denne ære tilfaldt Henry Selick (James and the Giant Peach, Coraline), der med 200 mand bag sig fik til opgave at skabe en ægte Tim Burton film. Stop motion er en omstændig proces og man formede ikke mindre end 400 forskellige hoveder, med hvert sit udtryk, til filmens hovedperson; den melankolske græskarkonge Jack Skellington. Tre år efter, den 29. oktober havde filmen premiere i USA.
Historien om Jack Skellington, kongen af Halloween, der føler sig tom og træt af at skræmme år efter år og i sin begjestring over opdagelsen af julen beslutter sig for at overtage julemanden tjans, er skøn og grotesk. Burtons dystre skønhed og humor er rystende unik. Og han har i Danny Elfman fundet sin bedre halvdel. De synes at stamme fra den samme fantasiverden, men den streg der bliver til originale figurer i Burtons hånd, bliver i Elfmans til stemningsfulde melodier. Følsomme og vidunderlige, og overraskende nok, fulde af liv. Kombinationen er uhyggeligt poetisk. Filmen stråler af varme og inderlighed – trods Jacks fysisk manglende hjerte.
