Rod Lurie skaber et levende og uforudsigeligt billede af unge soldater i håbløse militæroperationer og undgår for det meste at være fascineret af den meningsløse krig i Afghanistan.

Der er stadig plads til gode gamle krigsfilm fyldt med masser af mandehørmskammerateri og tjubangslag på øde, episke slagmarker. Men i nyere tid er krigsfilmsgenren blevet beskyldt for at være en regulær propagandamaskine, der viser heltemodige unge amerikanere ofre sig i hæsblæsende skuddueller for at gøre enden på de onde, udenlandske fjender.

Kritikken er forståelig. De fleste krigsfilm, der er baseret på sande historier, vælger sjældent at stille spørgsmålet om, hvorfor dælen disse unge mennesker skulle ofre sig i ligegyldige krige. Tværtimod ender de med at ligne attraktive rekrutteringsvideoer for frømandskorpset.

Her overrasker ’The Outpost’ positivt fra starten, der med sin skarpe dialog og autenticitet maler et subtilt anti-krigsbillede – i hvert fald i filmens stærke første halvdel.

En død ad gangen
I Rod Luries krigsdrama følger vi soldaternes liv i forposten Combat Outpost Keating fire år efter amerikanernes indtog i Afghanistan i 2005. Som bunden af en gryde ligger forposten malplaceret omkring et højtliggende terræn. Fjenden fra Taliban har et meget nøje overblik over hele lejeren og kan frit angribe hvor som helst, uden soldaterne har en chance for at opdage dem i tide.

Det er især, når vi følger soldaternes dagligdag i forposten, at ’The Outpost’ formår at give et forfriskende nuanceret billede af krigen i Afghanistan, som lignede film ’Lone Survivor’ og ’12 Strong’ har manglet.

Som et bizar slice-of-life drama fra Richard Linklater sker der ikke særlig meget til tider. Soldaterne fyrer primitive jokes af, mens de spiller poker. De prøver at snakke om, hvad de savner fra hjemmet uden at blive for rørte, og de tager alle sammen pis på deres håbløse situation i forposten, der virker som en sort komedie.

Det hænder, at der pludselig bliver affyret skud fra fjenden, og så må soldaterne droppe snakken, skynde sig til deres poster og forsvare lejeren, også selvom de lige er i gang med et udrensende brusebad og ikke har fået tøj på. En gang i mellem bliver en soldaterkammerat dræbt, og så må bataljonen bruge en morgen på at begrave ham og håbe, at de ikke selv bliver de næste i rækken.

Genkendeligt krigsliderligt klimaks
Dag for dag falder flere soldater i krig og rygtet lyder, at Taliban vil lave et stort angreb når som helst. Den intense opbygning leder til et hæsblæsende skyderi mellem helteamerikanerne og skurkeafghanerne.

Selvom det store slag er teknisk veludført og hjertepumpende intenst, er det desværre her, at ’The Outpost’ alligevel udvikler sig til at være endnu en af mange ærkeamerikanske tjubang-krigsfilm i rækken.

Som så mange gange før bliver det ensformige skyderi udført i en lidt for lækker facon, der nok vil tiltrække flere unge forvirrede amerikanere til at melde sig ind i hæren, frem for at skræmme dem væk.

Det hjælper dog, at vi i det afgørende slag følger den meget skræmte, men modige soldat Carter (Caleb Landry Jones, der nok er mest kendt for at blive kylet ud af et vindue i ’Three Billboards’) fremfor seje følelsesløse Mark Wahlberg i ’Lone Survivor’. Det ender med at vække følelser i seerne til sidst, når vi ser hvor hårdt ramt Carter er over at se sine venner blive nådesløst skuddræbt.

’The Outpost’ er stærkest, når vi får et subtilt billede af soldaternes åndsvagt meningsløse situation i Afghanistan. Selvom anden halvdel ligner mere krigsliderlige patriotisme efter bogen, vil filmen nok tilfredsstille de fleste, der savner ny militærunderholdning at give sig til, og forhåbentligt også give dem et indblik i, at der absolut ikke er nogen vindere i krig.