Det er akkumulationen af en masse små beslutninger, der tilsammen sender én ud over kanten. Ingen vælger at søge tilflugt i flasken. Det sker ligesom bare.

Vi befinder os på Orkneyøerne, en øgruppe nord for Skotland. Hvis man ganger Bornholms skønhed med 100, kan man nogenlunde se det for sig: skummende, høje bølger, der slår ind mod istidseroderede bjerge. Grønne enge så langt øjet rækker. Buttede, brægende får, og små sælhoveder, der titter op af vandskorpen. Her er Rona (Saoirse Ronan) vokset op. Nu er hun vendt tilbage til øerne efter et vildt studieliv i London, hvor trangen til alkohol langsomt tog overhånd og blev altødelæggende.

Healing er cirkulært

Filmen består af mange lag og spring i tid. Tilbageblik til Ronas barndom på øerne, hvoraf man hurtigt forstår hendes grundlæggende utryghed og frustration. Tilbageblik til det selvdestruktive liv i London, der samtidigt rummede kærlighed og momenter af livsglæde.

De mange spor er elegant vævet sammen, og man danner sig langsomt en forståelse for, hvorfor Rona er endt, som hun er. Slået tilbage til start hos sine fraskilte forældre, på øen hvor det hele begyndte.

Det særlige ved ‘The Outrun’ er, at det er healingen og ikke tragedien, der er i centrum. Saoirse Ronans præstation som Rona er stærk og overbevisende. Hendes smerte er tydelig. Så man hepper trofast på hende, trods hendes mange tilbagefald og destruktive episoder.

Discovery channel-core

Rona studerede biologi i London. Hun er intelligent og har en stor interesse for naturen omkring sig. Et af filmens spor, som jeg personligt godt kunne have undværet, består af dokumentaroptagelser, arkivmateriale og animation, der bl.a. relaterer sig til naturvidenskabelige fakta. Rona speaker forklarende over klippene. 

Bevares, det var da lærerigt, men jeg synes, det var langt mere overlegent, når fakta blev flettet ind i dialoger, og på den måde tog del i fortællingen. 

Ronas stærke tilknytning til naturen har dog en afgørende funktion i hendes healing-proces. Det stærke nærvær, naturen står for, bliver en redningsplanke ud af alkoholens tilbud om ly i rusens fraværende tåge. 

Rå poesi

Jeg må tilstå, at jeg gentagne gange, mens filmen lakkede mod enden, sad og tænkte “Nøj! sikke en fin slutning”, men så fortsatte filmen ligesom bare. Med andre ord: den var lidt lang. Man kunne sagtens have skåret mere ind til benet, så havde den stået endnu skarpere. 

Med det sagt er ‘The Outrun’ en unik fortælling. Unge, og særligt unge kvinder, der kæmper med alkoholafhængighed, bliver sjældent portrætteret. Filmen er lige dele rå og poetisk, livsbekræftende og nedslående. Ronas mål er at holde sig ædru, men med ædrueligheden følger tomheden. Filmen giver en indsigt i det paradoksale, at afskeden med en afhængighed kan være sorgfuld og ambivalent.