Brutal film om rædsler under Anden Verdenskrig, set gennem øjnene på en jødisk dreng, er både rystende og frustrerende.

At menneskeheden er den mest vederstyggelige af alle dyrearter på den her knoldede klode, er der ingen tvivl om. Et hurtigt opslag i en historiebog viser utallige krige ført på baggrund af en eller anden overbevisning, som var i strid med nogen andres. Og det ville jo være for simpelt bare at respektere hinandens forskelligheder, det siger jo sig selv.

Men Václav Marhouls ’The Painted Bird’, baseret på Jerzy Kosinskis bog af sammen navn, tager alligevel nihilismen og brutaliteten til et nyt niveau.

Historien handler om en ung jødisk dreng (Petr Kotlár), der må klare sig selv i et uidentificeret sted i Østeuropa under Anden Verdenskrig.

Og skulle man være i tvivl om, at det er et barskt sted, slår åbningsscenen det fast med syvtommersøm igennem hænderne.

Knægten løber panisk igennem en skov, mens han knuger sin hvide og grå kæle-mink ind til sig. Den piber og hans tunge vejrtrækning fortæller, at han har løbet længe. Så bliver han taklet og falder til jorden. Det er andre børn. De slår ham og flår dyret fra ham, smider det på jorden, overdænger den med benzin og tænder ild til den. Skrigene fra det brændende dyr trænger ind i ørekanalerne og varsler om den næste knap tre timers lange tur ned i menneskets mørkeste afgrund.

I hjertets mørke

Fotograf Vladimir Smutnýs dragende billeder i sort/hvid fortæller den dunkle historie, hvor gode mennesker, der agerer uden nogen som helst skjult agenda, er skræmmende få. Filmen er opdelt i kapitler efter navne på de personer, som drengen møder og har en indflydelse på, hvordan hans liv bliver i netop det øjeblik.

Han kommer vidt omkring, drengen uden navn.

Fra tanten, hvor forældrene har sendt ham hen for at være i sikkerhed for nazisterne, over utallige landsbyer, hvor han bliver behandlet som et skadedyr eller en slave til den sovjetiske hær. Alle steder stikker han ud med sit kulsorte hår og mørke øjne. ”Han er vampyr,” forklarer den tudsegamle healer-kvinde, inden hun køber ham til trældom – jo mere et menneske kan dehumaniseres, jo mindre er deres liv værd.

Barbarisk tur i skærsilden

Kosinskis bog er et sammensurium af forskellige autentiske beretninger, som han samlede til en lang historie. Og det er måske derfor formlen, hvor drengen hele tiden bevæger sig fra et sted til et andet, begynder at føles gentagende, efter at han nok en gang bliver udsat for vold eller andre former for overgreb.

Her skal også nok findes grunden til, at menneskerne omkring drengen typisk bliver holdt i stereotyper. Filmen kigger i hvert fald ikke gunstigt på kvinder, som bare har en snert af seksualitet. Skønhed er skrøbeligt og nemt at destruere.

Hos fugleopdrætteren Lekh (Lech Dyblik) finder vi ud af, hvad filmens titel hentyder til. Den gamle mand tager en fugl, han selv har fået i gave, propper maling på den og slipper den løs. Den flyver op til en stor fugleflok, som begynder at hakke på den i luften og efter kort tid daler den død til jorden. Sikkerheden blandt artsfællerne forsvandt i det øjeblik, den ikke lignede sin egen race – ikke ligefrem den mest subtile parallel til den jødiske dreng, men pointen bliver banket hjem.

Genkendelige rædsler

Kotlár er god som den navnløse knægt, der går flere rædsler igennem end selv den mest gennemsnitlige final girl i en horrorfilm. Som tiden går, bliver ansigtet mere og mere udtryksløst i fin overensstemmelse med karakterens tiltagende mismod.

Generelt er skuespillet til den gode side, hvor det hovedsageligt er ukendte skuespillere som optræder i diverse roller. Og så alligevel ikke. For pludselig dukker Hollywood-legenden Harvey Keitel op som præst. Patriarken i Skarsgaard-dynastiet, Stellan, stiller ligeledes sit furrede fjæs til rådighed som SS-soldat. Favoritten er dog Barry Pepper, der giver den som sovjetisk skarpskytte. En rolle, der bringer minder om den han havde i Spielbergs ’Saving Private Ryan’ tilbage i 1997 – once a sniper, always a sniper.

Desværre virker de også unødigt distraherende, og når de oven i købet er dubbet (i nogle momenter endda ikke særlig godt), bryder det til tider den cinematiske illusion.

For ’The Painted Bird’ er en af de mest rystende film i flere år, det hersker der ingen tvivl om. Men overøsningen af elendighed efterlader hurtigt en følelsesløs, så man udelukkende registrerer, hvad der sker på lærredet, men ikke får nogen følelsesmæssig reaktion. Det er en god film, men ikke mesterværk.