Sally Potters nyeste film er et stykke letfordøjeligt underholdning af høj kvalitet. Med et monokromt look og en skarp fortællestruktur er filmen simpel og ligetil men langt fra banal.

’The Party’ foregår udelukkende i et hus i London. Vi præsenteres for kun syv karakterer og filmen udspiller sig i realtid. Der er ikke et eneste sløvt øjeblik, for blandt aktørerne gemmer sig hemmeligheder, skuffelser og frustrationer. En masse sandheder undertrykkes, hvilket viser sig at eksplodere ud i kaos til denne fest og udmunder i en række tragiske udskejelser. Vi udsættes for konstante overraskelser – det hører vel med til en god fest.

Indenfor hjemmets fire vægge
Vi er inviteret til fest for at fejre, at Janet (Kristin Scott Thomas) er blevet minister. Hun er i fuld gang med at kokkerere til sine gæster. Janet modtager adskillige opkald fra folk, der vil lykkeønske hende. Men når en særlig person ringer, ændrer tonen sig, og hurtigt finder vi ud af, at hun har en hemmelig elsker. I stuen befinder hendes mand sig. Bill (Timothy Spall) er en karriereløs akademiker gift med en karrierekvinde. Han sidder i sin designerlænestol med et overfyldt glas rødvin i hånden og stirrer ud i den tomme luft, imens han malplaceret i sit eget hjem lytter til både overdøvende reggae og jazz fra pladespilleren.

Én efter én ankommer gæsterne. Janets bedste veninde April (Patricia Clarkson) er direkte i mælet og siger alt det, de andre gæster ikke tør sige højt. Aprils life-coach hippiekæreste Gottfried (Bruno Ganz) kommer impulsivt med gode tips til livet. Martha og Jinny venter trillinger og kan ikke helt overskue det. Sidst men ikke mindst ankommer Tom (Cillian Murphy), som er svedende på kokain og med en pistol gemt i bukserne. Med dette ensemble af mennesker kan alt gå galt.

Tak for invitationen
Og det gør det også. Lidt efter lidt eskalerer dramaet i det mondæne overklasse hjem. Forhold mellem mennesker viser sig at være en skrøbelig ting – de kan gå fra idyl til kaos med en enkelt sætning. Jo længere ind i filmen vi når, des flere sandheder smides på bordet og de forskellige karakterers integritet forsvinder langsomt. Tragedie pakkes ind i komedie og pludselig finder man sig selv grinende af sygdom, død og utroskab. Med en perfekt komisk timing rammer punchlines lige hvor de skal.

Replikkerne er velskrevne og byder på utallige one-liners, som oftest kommer fra veninden April, der iført sin stramme sorte kjole og dramatiske læbestift ytrer spydige kommentarer som: ”Tickle an aromatherapist and you’ll find a fascist”.

Kompakt kammerspil
Filmens sort-hvide billeder er med til at danne et karikeret udtryk, og de manglende farver komplimenterer filmens enkelthed. Filmen bliver mindre naturalistisk, mere selvbevidst og med skuespillernes overspil er filmen teatralsk og kunne sagtens foregå på en scene.

Filmens største kvalitet er, at den er ligetil uden at være uambitiøs. Der er ikke mange ting at forholde sig til under en spilletid på 71 minutter. ’The Party’ er nøje timet og tilrettelagt, og der ikke plads til mange dikkedarer. Filmen er præcis, kompakt og dramaturgien er velkomponeret, hvilket gør værket til en lille komisk filmperle. Med sin utrolige slutning giver filmen en mavepuster og et smil på læben, hvilket sætter en fin sløjfe på hele molevitten.