Metafilm. Altså film om film, er på sæt og vis en hel genre for sig selv. Senest har vi på dansk set ”de unge år” der omhandler en hvis Erik Nietzsche(Lars Von Trier) besværligheder på den danske filmskole. Filmen gør sig således lystig over enkelte personer såvel som hele filmbranchen, og umiddelbart skulle man tro, at noget sådan ikke havde sin gang i hollywood, da filmbyen i det californiske om nogen er interesseret i hvor meget en film kan indtjene.

Robert Altmans ”The Player” fra 1992 er en af de undtagelser, som så afgjort bekræfter reglen på en sardonisk men også underholdene vis.
The player starter elegant på en af de store selskaber i filmbyen med et 8 minutter langt tracking shot, hvor vi ser livet i den myretue et filmstudie er. Den lange sekvens er, en hyldest til Orson Wells og åbningsscenen i ”A touch of Evil” fra 1958, som Altman på fin vis også fortæller os via en af karaktererne i scenen.

Hovedpersonen Griffin Mill spillet af Tim Robbins, amkommer til sit kontor, hvor han mødes af en smådesperat forfatter, som han affejer med en kommentar om at han skal aftale en tid med hans underordnede. Griffins arbejde består i at gennemlæse og herefter godkende eller afvise manuskripter.

Undervejs i præsentationen af en film afbryder Griffin flere gange, da han er mere interesseret i hvordan den desperate forfatter var sluppet forbi sikkerhedsvagterne. Det viser sig nemlig, at han i gennem længere tid har modtaget postkort med dødstrusler. Sandsynligvis fra en forfatter, hvis manuskript han har afvist. Samtidig trues han af den udefrakommende Larry Levi, der øjensynlig er bedre til at finde de gode historier end Griffin selv.

Presset stiger på Ggriffin og han beslutter sig for at opsøge den forsmåede forfatter. Denne finder han, efter en noget tvivlsom fremgangsmåde frem til hedder David Kahane, men da han opsøger ham i hans hjem, finder han kun Davids betagende kæreste og kunstmaler June. Hun fortæller ham, at David er i biografen, hvor Griffin ganske rigtig finder ham. Mødet udvikler sig hurtigt i den forkerte retning og inden han rigtig ved af det, har Griffin slået forfatteren ihjel med ordene ”Keep it to you´re self!”. Desperat forsøger han at slette sine spor, men da trusselsbrevene på ny begynder at komme, samtidig med at politiet er på sporet af ham, ser det dystert ud.

Slutningen skal ikke røbes her, men lad mig bare sige at betydningen en ”happy end” får et effektivt ironisk twist, så den indre kyniker nærmest smelter væk i smilende skadefryd. The Player er Robert Altman når han var allerbedst, med et plot der er så genialt og fyldt til randen med eksplicitte såvel som implicitte referencer til gamle film, at det nærmest ikke burde hænge sammen som selvstændigt værk. Det der binder filmen sammen er den bidende satire over filmbranchen, hvor folk bliver bedt om at forklare deres film på 25 ord eller mindre, og hvor et utal af stjerner såsom Andie Macdowell, Burt Renoylds, Nick Nolte og Jeff Goldblum spiller sig selv og dermed yderligere er med til at forfine den ætsende kritik imod Hollywood, og som var med til at give Altman en gylden palme på Cannes det år. The Player er så afgjort en uimodståelig film om det at lave film og alt hvad det fører med sig!