Endnu en film i rækken om farlige dæmoner og eksorcismer, denne gang direkte fra virkeligheden, om pavens chef-eksorcist. Men gør det filmen bedre end halvdelen af alle de andre film om eksorcister?

I ‘The Pope’s Exorcist’ møder vi Fader Gabriele Amorth. Han er en Italiensk præst og har titlen som Pavens chef-eksorcist. Fader Amorth er en ægte person og filmen er inspireret af bøger skrevet af Amorth selv.

Filmen foregår i 1987 og følger en dæmon-besættelse af en amerikansk dreng, Henry (Peter DeSouza-Feighoney). Familien, som stadig er af plaget af farens død, har arvet et gammelt gods i Spanien. 

Selvom Vatikanet ikke længere ønsker at beholde Fader Amorths stillingen som chef-eksorcist, bliver han alligevel sendt til Spanien af Paven (Franco Nero). Sammen med den spanske præst Fader Esquibel (Daniel Zovatto), og med hjælp fra den nytilflyttede familie skal de redde drengen.

Men det er ikke hvilken som helst dæmon og huset gemmer på hemmeligheder. Vatikanet gemmer på en hemmelig, som Fader Amorth skal gennemskue før han kan redde dem unge dreng.

Fader Gabriele Amorth

Selvom den ægte Fader Amorth er italiener, spilles rollen af den new zealandsk-fødte skuespiller Russell Crowe. Han er en dygtig skuespiller, som også tidligere har vundet en Oscar-statuette.

Kemien mellem Fader Gabriele Amorth og Fader Esquibel, eller bare Thomas, fejler intet. Ligesom Amorth, er Thomas også plaget af sin fortid. Kontrasten mellem Thomas’ skamfulde og seriøse tilgang til sin tro, og Amorths løjer er god, men på grænsen til at være for skarpt optegnet.

Amorth bliver fremstillet som en hyggelig og, lidt for, snakkesalig mand. Han er sjov og hurtig på aftrækkeren, men plaget af sine egne dæmoner. Der er en fin balance mellem Amorths lystige personlighed og hans seriøsitet for faget. 

Amorth er en klog og veluddannet mand. Selvom han er en mand af kirkener han også belæst inden for psykologi, politik og sprog. Fader Amorth henviser ofte ofrene til psykiatere. Amorth er en kompleks karakter, som bliver lidt svær at gennemskue. 

Det virker som om Crowe har haft det sjovt med denne lettere dramatiske rolle. Selv var jeg stor fan af at se ham, i rigtigt italiensk stil, kører rundt i Italien og Spanien på sin lille Vespa-scooter.

Men alligevel er det ærgerligt, at man ikke bare fandt en italiensk skuespiller, når Fader Amorth er baseret på en italiensk mand og de snakker så meget italiensk. Især når der allerede er italienske skuespillere i castet.

Nyskabende horror eller endnu en kedelig kopi?

Horror-subgenren om eksorcismer, har været populær siden genre-klassikeren ’The Exorcist” udkom in 1973. I dag er ’The Conjuring’-franchisen populær, som også er inspireret af ægte personer og hændelser. 

Fra de mange eksorcistfilm kender vi den klassiske dæmonbesættelse med at kravle på gulvet og væggene, dæmonstemmen og hovedet der kan dreje 180 grader. Men er det nok? Vi har jo set det før. Mange gange. 

Især i en film hvor børneskuespillere skal levere en toppræstation kan det være svært at få en overbevisende dæmonbesættelse, der ikke kun er baseret på kikset klicheer og pakket ind i en masse special effects. 

Men ’The Pope’s Exorcist’ kommer egentlig okay ud af det. Med hjælp fra makeup og den dæmoniske stemme (Ralph Ineson) får vi en overbevisende dæmonbesættelse, men det er ikke fordi de ikke har opfundet den dybe tallerken. Filmen har sine fejl i det visuelle, og dæmonstemme, er ikke altid helt troværdig. Men der er ingen tvivl om at den er magtfuld og ond. 

En mørk tid for den Katolske Kirke

For at skildre sig ud fra andre eksorcistfilm har ’The Pope’s Exorcist’ fundet en anderledes vinkel. Ikke kun er det baseret på en ægte mand, men også en lidt malplaceret historisk vinkel.

Uden at afsløre for meget, kan man sige at filmen har et overraskende vigtigt historisk element om en mørk periode i den katolske kirke: inkvisitionen. I filmen bliver der specifikt snakket om den spanske inkvisition.

Det handler ikke kun om drengen Henry, men hele verdenen. Vi forstår at vi er en del af noget større. Dæmonens ondskab har indflydelse på hele verden og Fader Amorth er en vigtig brik i dette spil. 

Men det bliver for stort og vi ender med en uafsluttet historie med en forkastelig slutning. Både for familien og Vatikanets skamfulde fortid.

Potentiale i ondskab

Som Fader Amorth siger er dæmonen ondskab. Og den er så ond at vi måske er i fare for at se 199 andre film om Fader Amorth, der skal udslette andre dæmoner fra inkvisitionen… eller noget. 

Der lægges nemlig op til, at der kan komme andre film i rækken om Fader Amorth og Thomas, men er det værd at investere sin tid i? 

Filmen er ikke perfekt, men der er potentiale. Hvis der arbejdes på det, kan man forudse at de måske kan skabe noget godt en dag. Denne film er ikke noget at skrive hjem til Vatikanet om, men Fader Amorth og hans historie, er i hvert fald værd at dykke ned i.

Så hvis du sidder og føler at du har set nok eksorcistfilm, så har du måske ret. Den optimistiske side af mig håber, at historien om Fader Amorth er interessant nok til at det kan udvikles til noget nyt og spændende. Men jeg har aldrig været den optimistiske type.