The Possession er en film, der giver et godt gammeldags gib i mellemgulvet – det er en ferm og fornem skildring af en families langsomme opløsning i spændet mellem skilsmisse og grumt gys.

Ole Bornedals nyeste skud på gyserstammen foregår i et roligt middelklassekvarter i Amerika. Clyde (Jeffrey Dean Morgan) og Stephanie (Kyra Sedgwick) er det nyligt fraskilte forældrepar, der forsøger at holde sammen på tilværelsen og deres to døtre. Clydes ungkarlehybel skal indrettes, og han tager derfor døtrene med på loppemarked, hvor den yngste datter Em (Natasha Calis) bliver fascineret af en gammel trææske – en fascination, der skal vise sig at blive skæbnesvanger for familien. Æsken indeholder nemlig en såkaldt dibbuk, der ifølge gamle jødiske overleveringer er en ond og altfortærende ånd, som langsomt, men effektivt, besætter sine uskyldige ofre og tilintetgør alt, hvad der er godt. I takt med, at Ems sygelige besættelse af ånden i æsken stiger, bliver hendes opførsel stadigt mere mystisk, og verden falder sammen om ørerne på familien. Derfor opsøger far Clyde en ekspert i jødisk mystik, der måske vil være i stand til at fordrive det onde i familiens midte.

The Possession er efter sigende baseret på virkelige hændelser, og det bidrager blot til ubehaget, at jeg sidder i biografen med en bevidsthed i baghovedet om, at det her – måske – kan være foregået i virkeligheden. Det er ganske enkelt god markedsføring af filmen. Sam Reimis og Bornedals gyser er skruet godt og grundigt sammen af en fin blanding veldoseret baggrundsmusik og effekter, der ikke kammer over og overskygger det psykologiske drama, der udspiller sig i mellem familiens karakterer.

Jeffrey Dean Morgan er glimrende som den charmerende basketball-træner, der vil sin familie det bedste. Han skal både favne rollen som bekymret, skilsmisseramt familiefar og handlekraftig helt, og det gør han aldeles udmærket. Desuden er den jødiske rapper Matisyahu velvalgt i rollen som eksorcist, og han spiller med en cool og tilbagelænet selvfølgelighed.

At man vælger at låne fra den jødiske mystik-tradition er interessant, og skildringen af det ortodokse miljø og mytologien omkring de gamle jødiske ånder bidrager til uhyggen.

Filmen bliver ikke den kult-klassiker som Nattevagten er, men er en effektiv og potent gyser, hvor det langt hen ad vejen lykkes at styre udenom de værste klichéer. The Possession leverer et gedigent gys og er en fin fortælling om, hvad der sker, når det onde overtager.