Med filmen ’The Prom’ slår instruktør Ryan Murphy igen et slag for musicals, som den bedste medicin mod snæversynede menneskers manglende accept af LGBT+. Men på Broadway er der langt mellem de lesbiske hovedpersoner. Her er et dobbeltportræt af de to nyeste spire.

Musicalen har længe været tæt forbundet med dele af LGBT+-miljøet. Det er dog iøjnefaldende, at historier med lesbiske hovedroller er overraskende få på musicalens hellige gade, Broadway. I alt er der kun tre – ’The Prom’ (2018),  ’Fun Home’ (2015) og ‘The Color Purple’ (2005).

‘The Color Purple’ gjorde Steven Spielberg til spillefilm i 1985. Filmen blev nomineret til 11 Oscars, men den indeholder hverken musicalmusik eller ægte lesbisk kærlighed (der bliver kun hintet), så derfor dykker jeg ikke dybere ned i den fortælling her.

De to andre historier har ikke umiddelbart mange ligheder. ‘The Prom’ foregår til et high school-bal og ‘Fun Home’ i en families begravelsesbutik i bedste ’Six Feet Under’-stil, med skjult homoseksualitet og døde fædre.

’The Prom’, som fornyligt blev foreviget i en Netflix-version, havde urpremiere i 2016 i Atlanta og premiere på Broadway i 2018. Plottet trækker på flere virkelige beretninger, hvor unge queer personer har oplevet diskrimination til de baller, der er så stor en stor del af amerikansk ungdomskultur.

’Fun Home’ er baseret på Alison Bechdals (ja, hende der opfandt Bechdal-testen) selvbiografiske tegneserie af samme navn fra 2006. Musicalen er endnu ikke er filmatiseret, men er i støbeskeen hos Jake Gyllenhaal.

’The Prom’: Til kamp for LGBT+ bevæbnet med konfettikanoner

Med glimrende præstationer fra det stjernespækkede cast og en humor, der har overlevet springet fra teaterstykke til film, sidder Murphys fortolkning af musicalen om pigen, der springer ud, tæt på lige i skabet.

Den unge Emma vil invitere sin kvindelige kæreste til skolens bal, men bliver nægtet adgang af skolebestyrelsen. Det kan glimmer og glamour hjælpe med at lave om på, når nogle Broadway has-beens besøger hende i det fantasiforladte forstadsland i Indiana.

”Note to self, don’t be gay in Indiana,” synger Emma (Jo Ellen Pellman) opgivende i sangen ’Just Breathe’ i starten af filmen.

Hendes delikate og lyse vokal giver gåsehuds-garanti, når hun leverer fortællingen om at holde ud blandt klassekammerater og forældre, der ikke forstår hendes ”valg” af at være homoseksuel.

I omkvædet lukker hun dog op for håbet om, at alt nok skal blive godt. ”Just breathe, Emma. Not everyone is that repressed. Just breathe, Emma. It wouldn’t be high school without a test.”

Filmens intense farveskala matcher den unge kvindes svære følelser. Hendes karrygule sweater komplimenteres af atlanterhavsblå skabe, når hun på skolens gang forsøger at holde hovedet højt.

Broadway til undsætning

Til at hjælpe hende er Broadway-divaerne i form af Meryl Streep, Nicole Kidman, James Cordon og Andrew Rannells.

Alle har de en sang, der støtter Emma med at fremelske tolerance og rumlighed i lokalsamfundet. Det er et velgørende formål, der både hjælper hende og deres egen flossede selvforståelse af at være godhjertede samaritanere.

Særlig vigtig bliver forholdet mellem Emma og James Cordens karakter Barry, for de har begge oplevet et frygteligt svigt. Båndene til forældrene er blevet kappet på grund af deres homoseksualitet.

Ballet bliver derved en skæbnefortælling om at stå ved sig selv, det Barry ikke fik gjort som ung. Emmas personlige udvikling matcher den indsigt, han selv finder, så han stolt kan synge sangen ’Barry is Going to Prom’.

Selvom Emma er hovedpersonen, så er kæresten Alyssas (Ariana DeBose) narrativ lige så sigende. I sang beretter hun hjerteskærende om hendes kontrollerende mor, der gør at hun må leve sit liv på en løgn. Med tåre i øjnene og Emma i hånden fortæller hun om uønsket bibelskole, pom poms og presset om at skulle blive homecoming queen.

Badet i purpurrødt og skarpt turkis spotlight kommer de tre centrale queer narrativer (Emma, Barry og Alyssa) i rampelyset. De indbildske klassekammerater og forældre, der ikke kan rumme forskellighed, synges til fornuft, uden at det bliver for søgt.

’The Prom’ kæmper for LGBT+-rettigheder med konfettikanoner, paletter og balkjoler.

’Fun Home’: Den selvbiografiske tegneserie, der blev til en musical

Hvor ’The Prom’ har et aktivistisk-ud-på-gaden budskab, er ’Fun Home’ en mere privat affære.

Skeletterne vælter ud af skabene i bedemandsforretningen, som familien Bechdel driver, når den voksne Alison kigger tilbage på sin opvækst med en emotionelt plaget far, der hemmeligholdte sin egen homoseksualitet og endte med at begå selvmord.

’Fun Home’ er blevet beskrevet som en coming out memoir. Den voksne Allison, der fungerer som alvidende fortæller, er hele tiden til stede på scenen ved sit tegnebord. Handlingen springer i tid, og vi ser Alison i tre størrelser – voksen, teenager og barn, mens hun forsøger at navigere i familiens store hemmelighed: Patriarken er homoseksuel.

Barne-Allison og hendes far kæmper hele tiden med, hvad tøj hun kan få lov at gå i. Han befaler kjoler, mens hun undviger ordren og bruger det meste af sin tid i bukser. Han skal ikke diktere, hvem hun er, når det ikke føles rigtigt.

I sangen ’Ring of Keys’ oplever den unge Alison for første gang at se en kvinde, der bærer sig på en måde, hun kun selv kun kan drømme om. I blikket på den lille pige bor både en gryende selvindsigt og en brændende interesse.

“Your swagger and your bearing. And the just right clothes you’re wearing. Your short hair and your dungarees. And your lace up boots. And your keys, oh, your ring of keys.”

Noget så simpelt som fascinationen over en nøglering, leder Alison til at opdage sin spirende seksualitet og identitet. Sangen er ikke en kærlighedssang, men en hymne om identifikation. Alison kan for første gang spejle sig i en anden kvinde.

To generationer af homoseksuelle

Da Alison flytter på college, får hun endnu flere åbenbaringer, og hun bliver forelsket i den jævnaldrende Joan. Morgenen efter første gang de har sex, synger hun opildnet og betaget ud over alle grænser.

Slut med rigtig skole, fra nu af er det kun sexede studier, der venter, som sangen ’Changing my Major’ lidenskabeligt proklamerer. “I’m changing my major to sex with Joan with a minor in kissing Joan. Foreign study to Joan’s inner thighs. A seminar on Joan’s ass in her Levi’s. And Joan’s crazy brown eyes.”

Med morgenhår, en rødstribet polo og i hvide underbukser og sokker synger hun begejstret til Joan. Endda så passioneret, at Allison må tysse på sig selv, mens hun beundrer den sovende elsker.

’Fun Home’ er så ulidelig rørende. Den private beretning om forholdet mellem far og datter, siger også noget om den store fortælling på et samfundsmæssigt plan.

Alison får mulighed for at leve det liv, hendes far aldrig fik. Hun formulerer det skarpt og hjerteskærende i en sætning.

”My dad and I both grew up in the same small Pennsylvanian town, and he was gay and I was gay. And he killed himself. And I became a lesbian cartoonist.”

Alle sangene i ‘Fun Home’ er et kighul ind i de forvirrende og ængstelige følelser, som både datter og far føler. Hvem springer ud for hvem? Hvem tager første skridt? Det bliver den unge Alison, hvis generation er mere åbensindet og forstående, end farens nogensinde var.

Kort efter Alison fortæller forældrene, at hun er lesbisk, tager faren også et stort skridt. Men det er ud foran den lastbil, der slår ham ihjel.

Den første åbne homoseksuelle mandlig hovedrolle var i ’La Cage aux Folles’ fra 1983, hvor sangen ’I Am What I Am’ stammer fra, der betragtes som et gay anthem.

Og selvom der heller ikke eksisterer et overvældende antal mandlige homoseksuelle karakterer, så er kærligheden mellem mænd alligevel blevet fortalt igennem sang og biroller i en højere grad en mellem kvinder.

Jeg savner mangfoldigheden, der selvfølgelig skal komme udtryk i alle farver, størrelser og varianter af kærlighed og køn – og hermed er et slag for lige netop den lesbiske hovedperson givet.