En gruppe tilfældige menneskers skæbner flettes sammen en rædslernes nat i James DeMonacos thriller-sequel, der denne gang lader ”The Purge” hærge Los Angeles’ gader. Trods sin endnu urealistiske præmis og sit overforbrug af larmende skudepisoder er The Purge: Anarchy trods alt flere niveauer over sin forløber i underholdningsværdi.

Året er 2023, og regeringen under NFFA (New Founding Fathers of America) påviser en drastisk nedgang i både kriminalitet og fattigdom som resultat af ”The Purge”. Den institutionaliserede udrensningsforanstaltning foregår en enkelt nat om året, hvor enhver borger har ret til at søge sin egen form for retfærdighed uden frygt for repressalier og retsforfølgelse. Alt er lovligt, selv mord.
2 timer før årets purge er den enlige mor Eva (Carmen Ejogo) ved at forlade sit ringe betalte job på den lokale café for at tage hjem til sin teenagedatter Cali (Zoë Soul), mens det unge par Shane (Zach Gilford) og Liz (Kiele Sanchez), hvis forhold tydeligvis har kurrer på tråden, er på indkøb, og politimanden Leo (Frank Grillo) pakker en taske med våben og iklæder sig en skudsikker vest.  Alle forbereder sig på sirenernes varsel om begyndelsen på nattens blodbad.
Trods forberedelserne går intet som forventet. Da Shane og Liz’ bil er blevet saboteret af en gruppe unge maskerede fyre, står de pludselig midt inde i byen uden bil, penge og våben, da sirenerne lyder. Eva og Cali overfaldes i hjemmet af en bande bevæbnede mænd i sorte uniformer og hives ud på gaden for at henrettes, og Leo er taget af sted for at udføre en hævngerning. En række tilfældigheder fører de 5 mennesker sammen, og de følges ad gennem natten med Leo som heltemodig anfører.  Blodtørstige, aggressive bander hærger gaderne, men også mistænkeligt organiserede mordere i lastbiler jagter den lille gruppe, der snart kommer på sporet af sandheden bag The Purge.

Bedre end forløberen
Har man været så uheldig enten at have foretaget et fejlgreb i filmudvalget eller ladet sig overtale til at se The Purge I, hvis karakterers ulogiske handlingsmønstre, elendigt konstruerede plot og ubehjælpelige forsøg på at skabe thriller-spænding efterlod en særdeles dårlig smag i munden på bl.a. denne anmelder, er man sandsynligvis ikke ligefrem ustyrligt ivrig efter at bruge 103 kostbare minutter på dens sequel. (Ak, Ethan Hawke, du vil aldrig længere være den samme.)
Til gengæld må man drage den slutning, at når det ikke kan blive værre, kan det måske blive bedre, og ganske rigtigt overrasker The Purge: Anarchy med en mere fængende historie og en langt bedre udnyttelse af den sådan set ganske interessante idé.

Gedigen action
Præmissen er således den samme som i forløberen, hvor handlingen udspiller sig i løbet af den 12 timer lange ”Purge”, hvis funktion er en udrensning på to planer: Samfundet skal befries for de fattige og syge, mens resten af borgerne kan få lov til at udlade deres aggressioner med vold og mord – altså en effektiv ”win-win-situation”.
Denne gang har DeMonaco valgt et multiplot bestående af tre forskellige historier, der flettes sammen ca. en fjerdedel inde i filmen. Den tilfældigt sammenbragte gruppe, som man kender den fra mange andre dystopiske katastrofe-film, klarer sig i fælleskab gennem Los Angeles’ farefyldte gader for at nå i sikkerhed hos Evas veninde Tanya. Allerede her er man altså væsentligt bedre underholdt end af filmens forløber, hvis location er begrænset til en villa og få omkringliggende kvadratmeter. Talrige skudepisoder, nervepirrende forfølgelsesscener og effektive overraskelsesmomenter forsyner både billed- og lydside med gedigen action, om end der bestemt kunne skrues ned for førstnævnte – man bliver en anelse ligeglad og mildest talt træt i ørerne af alle de skud.

Der går Hunger Games i den
Der er desværre et lidt for moraliserende slør af ”de rige er de onde, som udnytter de fattige” – ja, i nærværende film bogstaveligt talt slår dem ihjel.
En væsentlig scene i denne sammenhæng opstår, da gruppen atter engang er blevet kidnappet på deres vej og solgt til en purge-auktion. De stilles op på række bag et forhæng, og da tæppet løftes, står de på en scene med udsigt over en forsamling festklædte mennesker i pyntede lokaler. En pianist spiller klassisk musik og auktionisten, en ældre dame med pergament-pudret ansigt iført en ækelt skinnende lilla silkekjole, præsenterer kuldet som aftenens sidste purge. Folk byder lystigt, og da køberne er fundet føres gruppen ud i en velkonstrueret arena med skudtæt rude til tilskuere; der går altså mildest talt Hunger Games i den.

Menneskets dræberinstinkt – ulogisk præmis?
Idéen om at mennesket per definition besidder et dræberinstinkt et eller andet sted i underbevidstheden er ikke ny. Lord of the Flies, Cape Fear, Dr. Moreau, Straw Dogs og ikke mindst Hunger Games er beviser på forfatteres og filmskaberes fascination af emnet, der øjensynligt endnu ikke synes at være udtømt.
Selvom denne anmelder var tilpas underholdt, var det svært at ignorere en vis irritation over Purge-præmissens huller og manglende logik. Naturligvis er det en film, men hvis den skal skræmme som tilsigtet, er det nødvendigt med et nogenlunde vandtæt grundlag.
Har alle (amerikanere) virkelig lyst til og brug for at dræbe mere eller mindre umotiveret? Og er det særlig sandsynligt, at folk ville holde op med at dræbe resten af årets 364 dage, hvis bare de fik lov én eneste nat? Selv de få mennesker, der besidder en ubændig trang til at slå uskyldige mennesker ihjel (jeg tror, de kaldes psykopater) ville næppe vente på den ene nat om året.
Man kunne forestille sig, at budskabet har rødder i spørgsmålet om, hvad der kan ske, når man lever i et samfund med våbenkultur.

Har man ladet sig afskrække af The Purge I, fremgår det forhåbentlig af ovenstående, at dens efterfølgeralligevel kan anbefales, hvis man er til dystopiske action-film og kan se gennem fingre med en noget urealistisk præmis.