Det nyeste skud på legendariske Hammer Film Studios horror-stamme følger en psykologi-professor og tre studerende i deres forsøg på at afkræfte det overnaturliges eksistens. John Pogues ’The Quiet Ones’ udmærker sig ved en særdeles effektiv visuel stil, der placerer nerverne uden på tøjet og forskrækkelsesmomenterne lige i skabet. Desværre kommer plottet til kort med løse ender, usandsynlige tilfældigheder og ærgerligt fjollede replikker.

Året er 1974, og Joseph Coupland (Jared Harris), professor i psykologi på Oxford University, er besat af tanken om at forklare det uforklarlige ved hjælp af videnskabens rationelle metoder. Sammen med tre studerende drager han ud i en forladt villa for at udføre et farligt eksperiment på den psykotiske Jane Harper, der synes at være besat af ånden Evey. Dagligt forsøger gruppen at få kontakt til Evey og via elektroder koblet til Janes hoved at bevise, at hendes eksistens og tilstedeværelse blot er en mental konstruktion.
Den introverte Bryan, der arbejder i universitetets AV-afdeling og skal dokumentere hele forløbet med sit kamera, fascineres af Jane og begynder så småt at udvikle følelser for hende.
En række uforklarlige og frygtelige hændelser får eksperimentet til at løbe løbsk, og Bryan kommer snart på sporet af den forfærdelige sandhed om Jane og Evey.

’Inspired by actual events’
Med den vage og mildt sagt lidet atypiske deklaration om at være ’inspireret af virkelige begivenheder’ sætter amerikanske John Pogue scenen for sin anden spillefilm som instruktør.
’The Quiet Ones’ tematiserer konflikten mellem rationel videnskab og irrationel okkultisme og lægger sig løseligt op ad ”The Phillip Experiment”, hvor en gruppe forskere i 1970’ernes Toronto forsøgte at bevise, at spøgelser og ånder er konstruktioner skabt af det menneskelige sind.
Trods mulig skepsis og himmelvendte øjne burde man ikke underkende den, måske ubevidste, påvirkning en sådan deklaration kan have – ikke mindst i samspil med en velfungerende visuel stil.

Kameraets funktion
Filmen bæres utvivlsomt af sin distinkte, visuelle stil, der vel nærmest kan ses som en ode til 70’ernes vintage-horror-film. Bryans funktion som kameramand er interessant på flere planer og peger på velkendte, populære filmteoretiske tematikker; de konstante skift mellem et objektivt point of view og Bryans blik gennem linsen leger med subjektiviteten knyttet til kameraet, mediets selvbevidsthed og historiens artificialitet. Samtidigt er der et modsigende virkelighedsudtryk i de håndholdte kamerasekvenser – et stilgreb, der er rygraden i film som ’The Blair Witch Project’ og ’Paranormal Activity’-serien. I filmens mest tilspidsede momenter nedbryder det hoppende, kaotiske kamera rumfornemmelsen totalt, så man mister orienteringen og er særligt udsat for potentielle forskrækkelser. Derudover går super 8-filmens grynede billede og douche farver godt i spænd med tidsperiode og atmosfære.

”Are you a believer, Bryan?” – akavede replikker og klodset symbolik
Ganske tidligt tager filmen hul på, hvad der skal vise sig at blive et ærgerligt mønster af fjollede replikker. ”I like cameras” siger Bryan, da professor Coupland beder ham fortælle lidt om sig selv, og foretager herved en (u)elegant placering af rekvisittens betydning i historien. Herefter fortsætter de med at bombardere publikum med clues i stil med ”Are you a believer, Bryan?” ”…I guess I just don’t know what I believe in yet”. Det er ærgerligt, for skuespillet fejler bestemt ikke noget. Jared Harris, som måske er bedst kendt for sin rolle som Lane Pryce i ’Mad Men’ og Hodge i ’The Mortal Instruments: City of Bones’, spiller Professor Coupland, der i begyndelsen har en autoritær og tryllebindende mentorrolle og gradvist transformeres til ’den gale videnskabsmand’.
Filmens hovedperson Bryan, der i bedste detektivstil graver sig frem til sandheden, spilles af Sam Claflin, som man har set i bl.a. ’Snow White and the Huntsman’ og ’The Hunger Games’. Selvom Bryan åbenbart ikke helt ved, hvad han tror på, bærer han et kors om halsen, som i nogle af de første scener får en del opmærksomhed, uden at det kommer til at få dybere betydning på noget tidspunkt.
Man får fornemmelsen af, at filmen vil lidt for meget og simpelthen kommer til at tage munden for fuld. Der for mange placerede tilfældigheder i forsøget på at få de løse ender til at mødes.

Som en slags retro-pastiche er ’The Quiet Ones’ imponerende og bestemt så uhyggelig som den lover, men den er desværre ingen vellykket nyfortolkning af genren.