And the raven, never flitting, still is sitting, still is sitting
On the pallid bust of Pallas just above my chamber door;
And his eyes have all the seeming of a demon’s that is dreaming,
And the lamp-light o’er him streaming throws his shadow on the floor;
And my soul from out that shadow that lies floating on the floor
Shall be lifted – nevermore!

– Edgar Allan Poe

Med udgangspunkt i den amerikanske digter Edgar Allan Poe; stamfaderen til den moderne kriminalhistorie, og med Hollywoodstjernen John Cusack i rollen som den verdensberømte litterat, der må lide enhver gyserforfatters mareridt; at hans fiktion bliver til virkelighed, lægger The Raven op til langt mere end det, den er. En generisk gyserfilm der som et andet Frankensteins monster består af dele fra andre film, der virker hver for sig, men som aldrig fremstår som et hele.

At filmatiserer Edgar Allan Poes gotiske værker endsige hans liv er forsøgt før på det store lærred, senest med den ret så ukendte Poe: Last day of the Raven fra 2008, der med udgangspunkt i digterens sidste dage, beretter om hvordan han dagene op til sin død forsvandt kun for at dukke op under lige så mystiske omstændigheder. Dette historiske faktum udforsker instruktør James McTeigue(ham med V for Vendetta) i sin nye film, selvom virkeligheden hurtig forlades med scener, stemning, belysning og colourgrading til den store sorte gotiske guldmedalje. Narrativt hopper vi også hurtigt til det fiktive, i og med at vi ved filmens start præsenteres for et dobbeltmord, som den belæste tilskuer vil genkende som scenen for de bestialske mord i kriminovellen Mordene i Rue Morgue fra 1841. Heldigvis har filmens detektiv Fields(Luke Evans) læst historien og snart er Poe involveret i en jagt på en seriemorder, der henter inspiration til sine mord i forfatterens gotiske univers. Poe der spilles af John Cusack er dog mere end travlt optaget af at gå på druk, komme op at slås med folk som ikke kender hans værk, samt flirte og hemmeligt date den smukke Emily(Alice Eve) bag hendes vrantne fars(Brendan Gleeson) ryg. En sag som Emily gerne vil have ændret, og sammen beslutter de sig for at ville fortælle faren om deres kommende ægteskab til dennes årlige maskebal. En plan der effektivt forpurres, da den gale morder i ly af endnu en af Poes fiktive karakterer Den Røde Død bortfører Emily. Et kapløb med tiden indledes med Poe, Fields og den modvillige far i en jagt for at redde Emilys liv og stoppe den gale morder.

The Raven har i udgangspunktet og flere momenter anlæg til at være en underholdende og spændende film. Ideen med at lade en gal (fan) omsætte det gotiske univers, der er på spil i Edgar Allan Poes fortællinger, til makaber virkelighed, er god også selvom det på Saw inspireret vis tager livet af en Poes kritikkere(sådan går det åbenbart alle dårlige anmeldere!). Desværre forfalder denne del af historien til at være en uforløst gang metafortælling, der giver anledning til en namedropping af forfatterens værk i en mængde, og på en måde så selv en bibliofil vil få nok. Hvad værre er at John Cusack ikke fungerer i rollen som den plagede forfatter og litterat. I mange scener, som i en af filmens første på en bar, virker de velformulerede tilsvininger af de andre gæster falske som forlorne tænder i skuespillerens mund, og man kommer aldrig i nærheden af at tro på inkarnationen af Poe i Cusacks skikkelse. De andre skuespillere heriblandt Brendan Gleeson gør det hæderligt med det lidt de får at arbejde med i en historie, der er mere interesseret i at få presset action og uhygge ind i enhver scene. The Raven slutter desværre som en forglemmelig oplevelse på trods af de mange (og et par af dem ret gode) henvisninger til mesterforfatterens værker, og dem der holder ud til slut belønnes med en af de mere kreative rulletekster denne anmelder, har set i en rum tid.

Fotos: 

– Nicolai Meldgaard Eskesen