Italiensk fodboldkomedie overrasker med sin visuelle stil og blanding af genrer, der giver et til tider latterligt, men også meget charmerende resultat

Det sjove, det dystre, det platte og seriøse er alt sammen repræsenteret i ‘The Referee’. Kombiner det med musical-elementer og masser af italiensk charme, og så har du en opskrift på en film, der bestemt skiller sig ud fra mængden.

Filmen består af flere forskellige handlingsforløb. Vi følger den italienske topdommer Cruciani (Stefano Accorsi) i hans forsøg på at få lov til at dømme den internationale europæiske finale. Med sin muskuløse krop, slikhår og flamboyante balletlignende bevægelser på banen repræsenterer han både den maskulinitet og finesse, som man forbinder med italiensk kultur. Han følger reglerne religiøst, men kommer til at stå over for et svært valg, da korruption begynder at stikke sit grimme hoved frem.

Samtidig finder filmen også sted på Sardinien, hvor vi følger fodboldholdet Atletico Pabarile, som har fungeret som prygelknabe i den sardinske 3. division igennem flere år. Træneren er blind og banen består af mere jord en græs, men landsbyen støtter stadig holdet fanatisk. Da den unge fodboldmessias Matutzi (Jacopo Cullin) vender tilbage, forstyrres magtbalancen i ligaen, og de to handlingsforløb, plus et mindre tredje, bliver flettet sammen i den afgørende kamp om mesterskabet.

Det er ikke altid lige nemt at holde styr på de forskellige handlingstråde, hvilket næsten virker til at være meningen nogle gange. Tilsammen fungerer de dog som en slags portræt af Italien gennem fodbold, hvilket fungerer ganske fint. Filmen veksler samtidig også mellem det komiske, nogle gange direkte latterlige, og så det seriøse og dystre, hvilket også bliver understøttet af filmens flotte sort/hvid stil. Det er bedst eksemplificeret ved Stefano Accorsi, der ikke bare magter det komiske, men også kan udvise en seriøsitet og svaghed, der gør ham til filmens store oplevelse.

‘The Referee’ er en interessant og modig blanding af flere stilarter, og størstedelen af vejen fungerer det rigtig godt. Den er til tider latterlig og direkte plat, og selvom det er en del af charmen, bliver det lige en tand for meget. Den er allerbedst i sin kombination af det vittige og dystre, og instruktør Paolo Zucca viser her med sin spillefilmsdebut, at han bestemt er et navn der er værd at holde øje med i fremtiden.