Landskabsbilleder, der giver lyst til at ride mod horisonten.

Brady har fået klipset bandagen fast til sit kranium, som er blevet sparket i stykker af en sindssyg rodeohest. Som filmen begynder, niver han dem forsigtigt af og afslører trods finessen, at han rummer en rå side. Fra at have været en lovende rodeorytter, er han nu nødt til at genopfinde sig selv. For hvis han blot hopper op på hesten igen, kan et slag koste ham livet.

Knuste kranier og knuste drømme
Hvor går en mand hen, når drømmen om at ride rodeo er blevet knust sammen med kraniet. På jobformidlingen, hvor man uden studentereksamen først og fremmest kan blive oplært i bygningskonstruktion. Brady ender med et midlertidigt job i et supermarked, hvor han apatisk scanner deodoranter. En ung fan vil have et billede, men den rosende påmindelse om den umulige drøm ender med at gøre hverdagen endnu mere sort for ham.

Veldresseret realisme
Selvom ’The Rider’ filmisk er en noget mere rolig slags amerikansk socialrealisme end eksempelvis den farverige ’We the Animals’ af Zak Mulligan, er den fantastisk netop på grund af sin uprætentiøse tone. Det er der en speciel grund til. Virkelighedens Brady Blackburn, hedder nemlig Brady Jandreau, og er det levende ophav til den hverdagstragiske historie. Og en skuespiller, der ikke spiller, men er et afbalanceret gemyt, fungerer som det perfekte modtræk til den klassiske westernhelt.

Instruktøren Chloe Zao nøjes ikke med at fortælle om en sønderknust ex-rodeorytter. For Bradys forbillede og åndelige storebror Lane er ligesom ham selv blevet smidt af hesten. I en række rørende scener, ser vi de levende øjne i en ung mands krop, der på grund af seriøse hjerneskader er hensat til et institutionsliv i en kørestol. Her får Brady atter lov til at vise sit gyldne hjerte, samtidig med, at der er noget sørgeligt over den skæbne, de deler.

De skønne badlands
’The Rider’ er stille og langsom, som kun en independent film kan slippe afsted med at være det. Selvom man ikke er decideret underholdt, er der en kvalitet bagved det langsommelige, som gør det muligt at genbesøge filmens stemninger længe efter.

Westerns er og bliver uundgåelige i amerikansk film, så at nå gedigent i mål med en realistisk miljøskildring af de beskedne kår, der gemmer sig bag guldfrynser og hatte, er interessant i sig selv.

Selvom Brady Blackburns liv er et mareridt, får kameraet det visuelt til at ligne en drøm. Og malerisk realisme kan der kun laves for lidt af.