Af Kristian Rømer Pedersen

Med utrolig enkle virkemidler og en meget simpel historie formår The Road at give sin tilskuer et kig ind i tilværelsens mørkeste og mest ubarmhjertige afkrog – der hvor al form for civilisation er gået tabt.

Instruktøren bag den barske western The Proposition fra 2005 – John Hillcoat – har med The Road skabt en mindst ligeså barsk og grusom film, der er alt andet end behagesyg, men som til gengæld er yderst interessant og vellykket. The Road er baseret på Cormac McCarthy’s roman af samme navn, der fik tildelt Pulitzer-prisen i 2007. McCarthy er ligeledes forfatteren til bogen, som Cohen-brødrernes formidable No Country For Old Men fra 2007 bygger på og instruktøren Tod Field (In the Bedroom, 2001 og Little Chrildren, 2006) er på nuværende tidspunkt i gang med en filmatisering af McCarthy’s roman Blood Meridian, så noget tyder på, at der er godt materiale at hente i McCarthy’s bøger.

Hollywood har igennem adskillige år produceret film om dommedagslignende hændelser – senest i storfilmen 2012. Men til forskel fra disse udspiller The Road sig da katastrofen (man ved som tilskuer ikke hvilken katastrofe) allerede er indtruffet og har efterladt jorden i en sørgelig tilstand. Alt er vådt, ødelagt, sygt og halvdødt. Alle dyr er væk og der er kun få mennesker tilbage. Af de få mennesker, der er tilbage har en stor del af dem samlet sig i forbryderiske slæng, der plyndrer, dræber og ligefrem har forvildet sig ud i kannibalisme for at overleve.

I denne post-apokalyptiske verden er en far (Viggo Mortensen) og hans søn (Kodi Smit-Mcphee) på vandring gennem landet i håbet om at finde et bedre sted. Med sig har de en pistol med to kugler – en til dem hver, hvis de skulle komme i en situation, hvor en kugle for panden er den bedste udvej. Og en sådan situation ligger hele tiden på lur lidt længere henne af vejen. De to må konstant slås for at holde fast i deres civiliserede dyder og for at bevare troen på selve livet, hvilket er svært når hver dag er en kamp om overlevelse og ikke rigtig andet.

The Road har et fast greb i sin tilskuer hele vejen igennem. Og det på trods af fraværet af specialeffects, store actionscener, og en kærlighedshistorie. Både billede- og lydsiden (komponeret af Nick Cave og Warren Ellis fra The Bad Seeds) er ekstrem enkel men både flot og stemningsfuld, uden at man egentlig lægger mærke til dem, hvilket er godt. For frem for at drage seerens opmærksomhed til sig, underbygger de filmens indtrængende fortælling om en menneskeheds forfald.

The Road går med sikre skridt direkte i maven og i hjertet på sin tilskuer. Man bliver rørt, skræmt, og rusket i og forlader biografmørket med sund påmindelse om hvor grum tilværelsen kan være.

5 af 6 stjerner.