Britisk socialrealistisk drama skildrer fint to drenges overgang til voksenverdenen, og den smerte og tab som det medfører.

Med ’The Arbor’ fra 2010 instruerede Clio Barnard sin første dokumentar i spillefilmslængde, der mødtes med stor ros og hæder og vandt hende prisen som Best British Newcomer på London Film Festival. Tre år senere er Clio Barnard allerede gået til fiktionsfilmen i spillefilmslængde med ’The Selfish Giant’, der dog utvivlsomt bærer præg af hendes dokumentaristiske baggrund. Flere elementer i filmen er da også direkte afledte af hendes arbejde på ’The Arbor’ deriblandt hovedpersonen og nogle af navnene i filmen.

Miljøet der skildres i ’The Selfish Giant’ er arbejderklassen. Her finder vi Arbor (Conner Chapman): En lille 13-årig dreng med et uregerligt temperament. Arbors bedste ven er Swifty (Shaun Thomas), der er markant større for sin alder og noget roligere. Da de to bliver smidt ud af skolen, begynder de at samle skrot for skrothandleren Kitten (Sean Gilder). Kitten har en travhest i sin besiddelse, som han bruger til hesteløb, og da det viser sig, at Swifty har talent for at kontrollere det store dyr, bliver afstanden og jalousien mellem Arbor og Swifty større og større.

Følsomt og stærkt skuespil
Filmens følelsesmæssige kerne ligger i udviklingen hos de to unge teenagere Arbor og Swifty. Det er altså disse to, specielt førstnævnte, der skal bære filmen, og det gør de på glimrende vis. De to unge skuespillere tilføjer en følelsesmæssig dybde på hver deres måde. Arbor er interessant, da hans vildfarenhed er ligeså tydelig som hans forsøg på at skabe forbindelser til menneskene omkring sig. Swifty fremstår på en gang kraftfuld og skrøbelig. Skuespillet og manuskriptet spiller på fornemste vis sammen ift. at vise de tos forsigtige skridt ind i en tumultuøs voksenverden.

Lidt kedelig midte
Selvom det meste i ’The Selfish Giant’ fungerer glimrende, er der nogle passager omkring midten af filmen, hvor jeg begyndte at kede mig. Det er svært komme med en rationel begrundelse, da det umiddelbart burde fungere. En af grundene kan muligvis findes i, at den følelsesmæssige intensitet ikke bliver opretholdt i disse scener.

’The Selfish Giant’ er en anbefalelsesværdig film, der ganske vist taber pusten en smule til tider, men i bund og grund er følelsesmæssigt engagerende og stærk.