The Sessions er en lun og morsom fortælling om en voksen polioramt mands uortodokse vej og metode til at komme af med sin mødom. Filmen bygger på en sand historie om Mark O’Brian som var noget af et livsstykke trods hans svære handicap der nødvendiggjorde at han tilbragte det meste af døgnet i en jernlunge der trak vejret for ham. Mark var også digter og forfatter og lod sig på ingen måde slå ud af sit handicap og det er netop denne person John Hawkes skildrer i et skønt samspil med Helen Hunt i The Sessions.

Sagen er at Mark i en alder af 38 gerne vil af med sin mødom. Det er ikke fordi kvinder ikke bliver tiltrukket af ham – han er morsom og charmerende, men sex er ikke nemt når man er handicappet i en grad som han er det – han kan kun bevæge sin nakke og ansigt og har ingen kontakt til sin krop. Da han får en opgave fra en lokal avis om at skrive en artikel om handicappede og sex åbner en ny verden sig for ham, og det synes pludselig indenfor rækkevidde at få mødoms-forhindringen af vejen ved hjælp af en sexterapeut. Helen Hunt spiller Cheryl, sexterapeuten som tager opgaven på sig – og det er ikke en nem opgave, for Mark har ingen seksuel erfaring eller bevidsthed om sin egen krop. På sidelinjen, blandt Marks trofaste plejere har han også sin katolske præst Father Brendan – en herlig William H. Macy med halvlangt hår – som har forståelse og sympati for Marks behov for at få noget seksuel erfaring, udenfor ægteskabet, og blandt disse faste støtter opstår der nogle skønne og morsomme samtaler og situationer. Sessionerne med Helen Hunt har en særlig ømhed og intimitet over sig, og man tager hatten af for Helen Hunt som flere gange i filmen optræder fuldt nøgen (selvom hun nærmer sig de 50 år) – og halløj hvor ser hun godt ud må der lige indskydes. Filmen er sat i 1970’erne med masser af funky skjorter og frisurer til at dække et retrobehov – men når det kommer til at tale handicappede og sex er der ikke sket så meget på den front. Der er stadig noget tabubelagt over det.

Skuespillet er ren nydelse, og både Hunt og Hawkes har fået mange nomineringer til diverse priser for deres præstationer og også vundet flere af dem. Hvis man har set John Hawkes i dramaet Winter’s Bone (2010) så kan man næsten ikke forstå at han kan være dette charmerende og indtagende menneske som han er i rollen som Mark O’Brian. Det er selvfølgelig tegn på en god skuespiller at der er en stor spændvidde. Helen Hunt ligger måske mere op ad roller vi har set hende i før, men det gør hun så godt at man bare er glad for at tilbringe tid i hendes selskab.

Man kunne frygte at der kunne gå decideret fjolleri i en film som denne, eller at den tog sig selv for højtideligt. Men der er ingen grund til at være urolig – The Sessions balancerer perfekt mellem humor og alvor med en kærlighed til karaktererne og en troværdig og respektfuld behandling af ”emnet” sex og handicappede.