”HERE’S JOHNNY!”
Stanley Kubricks udødelige gyserklassiker fra 1980 er tilbage på det store lærred – denne gang i form af det 144 minutter lange originale, amerikanske cut. Den europæiske version som blev vist på disse breddegrader, og som vi kender fra DVD og VHS, mangler hele 25 minutter. Har du aldrig fået set originalen, skylder du dig oplevelsen – eller har du, gud stå dig bi, helt til gode at nyde ’Ondskabens Hotel’ for første gang, har du ingen undskyldning for at lade være. Gyserfilm ER bare bedst i biografen.
Hotel Panorama
Forfatteren Jack Torrance (Jack Nicholson) flytter ind på Hotel Panorama i en afsidesliggende del af Colorados bjerge. Han skal være hotellets vicevært i den 5 måneder lange vintersæson, hvor det står ubeboet hen. Med sig har han konen Wendy (Shelly Duvall) og sin søn, Danny (Danny Lloyd).
At der er tale om en dysfunktionel familie med en særdeles dominerende og ubehagelig fader, står klart fra start. Isoleret fra omverden begynder det enorme hotels mystiske kræfter at have sin indvirkning på det destruktive nervevrag af en falleret forfatter, der er Jack. Uden samfundet til at dulme patriarkens iboende aggression og had, begynder han langsomt men sikkert at vende sig mod sit eget kød og blod – for at mætte hans trang til samme.
Den fantastiske film fra den forfærdelige genre
Gyseren er i sandhed filmkunstens skraldegenre. Utallige talentløse, ambitionsforladte filmfolk har via håndholdt kamera og dårlige computereffekter produceret flere dårlige horrorfilm, end der findes tåkrummende blogindlæg på Berlingskes hjemmeside. Mange af disse audiovisuelle misfostre kan opleves på Netflix.
Men ’The Shining’ er, som næsten alt andet Kubrick instruerede, et mesterværk. Der er skrevet utallige analyser af, hvorfor filmen er så god, og hvad slutningen egentlig betyder. Denne anmelder er først og fremmest fascineret af instruktørens signaturbrug af tracking-shots, hvor kameraet på en vogn følger en karakter (eller ”er” karakteren) i lange, uklippede sekvenser. Hvor de utallige B-gyserfilm oftest bruger simple jump scares til at forskrække publikum, så skaber Kubrick i stedet allestedsnærværende følelse af ubehag.
Hvem åbnede døren til værelse 237?
Langsomt og ubønhørligt slæber kameraet sig afsted gennem hotellets endeløse gange og enorme haller. Stemningsmusik, reallyd og lydeffekter smelter sammen, og følelsen af at være tilstede i bygningen sammen med karaktererne opstår. Hotellet tager langsomt sin diabolske form, væggene slutter sig om publikum og fanger dem sammen med Jack Nicholsons vanvittige ansigtsmimik – arven fra den indianske gravplads, hvorpå den er bygget, siver gennem gulvet og manifesterer sig i ham (primært øjenbrynene).
Drøm og virkelighed forenes. Spøgelser genindtager festsalen. Utilgivelige forbrydelser, fortidige som fremtidige, viser sig i lille Dannys syner. Blodbølgen der i slow-motion vælter ud af elevatordøren, er gået over i historien. Det samme er talrige replikker, scener, temaer og tropen med uhyggelige børn.
Se den igen, for første gang
De ekstra 25 minutter byder på en omgang tiltrængt, ekstra karakteropbygning af vores tre hovedpersoner. Det giver filmen en række yderligere tematiske lag, som let kan slippe under radaren i den korte version. Hist og her er der desværre en kikset scene, enten skuespilmæssigt eller teknisk, som filmen ikke har savnet, men alt i alt er der tale om en forbedring.
Denne Kubrick-genistreg er en must-see på det store lærred for alle horrorfans – erfarne som grønskollinger. Ser du den for første eller femte gang, er der fuld tilfredshed eller pengene tilbage!
Foto: blumhouse.com