Hvordan får man en western til at føles fransk?
Der lyder høje pistolskud i filmens første scene, hvor en mørk præriehytte indtages af The Sisters Brothers. Fra start af er billederne så naturligt levende, at man har lyst til at kravle ind i dem og lægge sig til at sove ved siden af John C. Reilly og Joaquin Phoenix. De to spiller den pudsige duo af cowboy-lejemordere, der er sendt ud for at finde den idealistiske kemiker med det næsten Wes Anderson-klingende navn Hermann Kermit Warm i Guldfeberens USA. Westerntroperne bliver undervejs leget med og med underspillet humor næsten hængt til tørre.
Nuanceret western
I fængselsfilmen ’Profeten’ formåede instruktøren Jaques Audiard at elevere genren uden at give afkald på volden. Måske derfor er han før blevet kaldt den franske Scorsese. Tempoet i ’The Sisters Brothers’ vugger derudaf, og der er sjældent langt fra drab til refleksion og samtale. Noget, der ikke er selvskrevet for westerns.
Ulig mange andre film, der strækker sig over to timer, opstår der en sær sekventiel rytme. Af og til går natur, underfundig humor og virkelighed op i en højere enhed, imens andre scener falder ved siden af. På trods af et tempo, der lægger op til at folde karaktererne ud er, er de rimelig typiske. Phoenix’ Charlie er den mindre moralske ledertype med skarpskårent ydre, hvorimod John C. Reillys Eli adskillige gange i løbet af filmen sniffer sin elskedes medbragte sjal, så vi forstår, at hans indre er blødt som rundingen på hans ansigt.
Mandebabyen Reilly rejser sig
Dette nye skud på westernstammen er gentagende gange blevet promoveret primært på at have stjerner som Joaquin Phoenix og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne. Rigtigt nok har begge centrale roller, og Gyllenhaal har fået skruet tiltrængt ned for gakketheden uden at lukke de runde stirreøjne alt for meget i. Men hvis man overser Reillys indsats som broren Eli, går man glip af en af de mest fornøjelige aspekter af ’The Sisters Brothers’. Uden store armbevægelser eller lange monologer står Eli robust som empatisk forvirret holdepunkt filmen igennem.
Lost in translation
Westernfilm er måske en af de mest veletablerede og genkendelige genrer, der findes. Selvom der i ’The Sisters Brothers’ er masser af høj pistolføring, rideture og sågar et par prostituerede, er der først og fremmest tale om en genretiltning. Dog uden et tydeligt formål, og det er en af filmens største problemer. For som det ganske ofte sker, når en europæisk instruktør skal lave film i Hollywood med dertilhørende pengekasse, er der en kulturel gnist og passion, der ikke klarer sig helskindet tværs over Atlanten.
Selvom resultatet af Audiards udflugt er både underholdende og behagelig at se på, har det mere karakter af søvnig loftvifte end Xlerator-håndblæserens bramfrie orkanvind. Manglen på spækhuggere, amputerede lemmer, hemmelige mobiltelefoner og nussede nullergangstere larmer. Med undtagelse af en aparte scene, hvor en giftig skovedderkop kravler ind i munden på den sovende Eli, føles skeletterne for godt gemt væk.
Med andre ord er det svært at gøre en western fransk for alvor. Hvor det åbenlyse succeseksempel på at bringe den franske stil i spil i Amerika ses i Luc Bessons ’Léon’. Selvom ’The Sisters Brothers’ har vindende æstetik, spil og komik til grin med lukket mund, står den af og til uforståeligt fanget mellem at fungere som makkerpar-komedie og vista-western.
