En grundig historisk gennemgang af England i efterkrigstiden omkranser et klart politisk budskab, samt et opråb til nulevende generationer, der desværre falder til jorden.

Efter 2. verdenskrig befinder England sig i en særlig sindstilstand. Glæden over krigens ende og hjemvendelsen af deres soldater, er blandet med en uvished og frygt. En frygt for, at tiden efter 1. verdenskrig skal genopstå, hvor arbejdsløshed, slumkvartere og fattigdom herskede. Allerede samlet af krigen, stemmer en befolkning, fast besluttet på at historien ikke skal gentages, det socialitiske Labour parti ind med en jordskredssejr, og herefter påbegyndes opbyggelsen af den engelske velfærdsstat.

Det er denne tid som instruktør Ken Loach primært centrerer sig omkring i The Spirit of ’45, hvor vi får en grundig historielektion, serveret gennem arkivklip, oplæste citater og interviews, hovedsageligt fra kulminarbejderen, sygepejersken og havnearbejderen, der alle oplevede samfundets udvikling, og var en aktiv del af den og det fællesskab der opstod. Det er den menige mand der er i fokus, og dennes historie der fortælles. Loach sætter på denne måde sit tydelige aftryk på filmen, da han netop er kendt for sin socialrealistiske stil og ofte socialistisk orienterede holdninger. Udeladelsen af en egentlig fortæller skaber en stor nærhed og intimitet, der især kommer til udtryk når livets elendighed i den engelske slum erindres. Vi kommer ind under huden på menneskene her, og en ofte glemt del af historien kommer til live.

I filmens sidste halvdel viser der sig dog også et klart politisk budskab. Gennem en forherligelse af velfærdsstaten ligger der en latent kritik af kapitalismen, som for alvor bliver tydelig sidst i filmen. Den nu afdøde Margaret Thatcher og hendes konservative regering, får flere gedigne nyrestød med på vejen, for deres rolle i privatiseringen af offentlige virksomheder og nedprioritering af velfærd. USA bliver flere gange brugt som skrækeksempel, og enkelte økonomer bliver bragt ind for at give kritikken troværdighed, hvilket dog ikke for alvor opnås, da de ærlig talt virker en smule malplacerede. Filmens enormt ensidige retorik svækker den politiske morale, da vigtige modstridende pointer udelades og ignoreres.

Da Loach i 1966 brød igennem med Cathy Come Home, havde den så stor en påvirkning på befolkningen, at den var med til at ændre på engelsk lovgivning. Med The Spirit of ’45 lader det til at han vil i kontakt med de nuværende generationer og, med efterkrigstiden som eksempel, opfordre til at stå sammen og ændre det kapitalistiske system der, ifølge filmen, forårsager ulighed og undertrykker arbejderklassen. Denne opfordring falder dog en smule til jorden, gennem en unuanceret og partisk fremstilling af emnet. Den (nogle gange for) grundige historiske gennemgang, ender med delvis at fungere som en pathos appel, hvilket i sidste ende bliver for meget, da den udgør over halvdelen af filmen. Det er en vigtig tid som bestemt ikke skal glemmes – men filmens overordnede budskab falder dog lidt til jorden og ender med at trække den ned.