En film om venindeskabet er ikke i sig selv blockbustermateriale. Der må absolut tilføjes et spionplot, et par kussejokes og lidt forudsigelig romantik.

Mila Kunis som feminin underachiever
Underachieveren Audrey (Mila Kunis) arbejder i et økologisk supermarked, bor med den højrøstede veninde Morgan og er lige blevet droppet af sin kæreste i en sms. En klassiker indenfor romantisk afstumpethed.

Men kan det virkelig passe, at han bare er en narrøv? Selvfølgelig ikke. For fra start af ved seer såvel som en person, der i forbifarten har set filmens plakat og titel, at han er tophemmelig spion. Det ene øjeblik brænder Audrey i hævn ekskærestens underbukser, det næste skal hun smugle et plastiktrofæ til Wien for at sikre verdensfreden. Nuvel.

For høje lydeffekter og klichébuffet
I løbet af 117 minutter, flyver folk rundt i vilde stunts. Der uddeles tæsk med overdrevne lydeffekter. Folk bliver nakket med pistoler. Der er biljagter. Løftet om action holdes i hævd.

Men selv med min begrænsede erfaring med genren virker denne films grundamerikanske besættelse af Europa som arnested for storstilet kriminalitet lidt fortærsket. Det samme kan siges om de mange østeuropæiske skurke. Særligt en petit blond tidligere elitegymnast af en dræbermaskine er næsten decideret opkastfremkaldende. Af de mere fordøjelige stereotyper er en lunefuld britisk agent.

De gode veninder er filmens bedste ven
Samspillet og venskabet mellem Audrey og veninden Morgan, som de kastes ud på en ultrafarlig omgang interrail, er filmens største force. Der er mange sjove momenter, der, om end de næppe er originale, så er tilpas velskrevne. Kate McKinnon klarer rollen som klovneveninde rigtig godt.

Kemien mellem de to kvinder bærer filmen langt bedre end det bovlamme spionplot, der lefler for en laveste fællesnævner, som ikke kan gå i biografen uden lovning på et minimum af eksplosioner og slagsmål.

Fri mig for vaginahumoren
Man har snart talt om et paradigmeskift for kvindefilmen længe, hvor ’Bridesmaids’ i 2011 indvarslede en ny æra for kvinder, der udlever komik og kropsfunktioner. Men hvor i blockbusterland skal man gå hen, hvis man godt kan se ulemperne ved den gammeldags romcom, hvor kvinden spiller med på patriarkatets præmisser, men samtidig ikke er til falds for skedejokes eller som i tilfældet med ’The Spy Who Dumped Me’ (og lignende film som ’The Heat’, ’Hot Pursuit’ eller sågar den nye ’Ghostbusters’) holder af kvinder i actionkontekst?

Den kvindelige instruktør Susanna Fogel, formår at levere en dynamisk duo og en relativt veludført actionkomedie. Hun holder sig bestemt heller ikke for god til vaginahumor, men for kvinder på film er der i det her tilfælde bestemt ikke noget nyt under solen.