Set-uppet til schweiziske Ramon Zürchers spillefilmsdebut The Strange Little Cat ligner en sitcom med et klassisk familie-ensemble i sine domestiske rammer. Køkkenet i berliner-lejligheden er samlingssted denne lørdag morgen, hvor folk så småt er ved at stå op for at gøre klar til den forestående familiemiddag, der skal afholdes samme aften. Den yngstes næsvisheder irriterer den ældste, der hjælper sin mor med madlavningen, mens der tales om den sovende storebror, der skal stå op for at kunne afhente bedstemoderen klokken et. Alt imens bevæger den gulstribede kat sig smidigt rundt i lejligheden, hvor flere og flere familiemedlemmer efterhånden støder til, som dagen skrider frem.
Det hele er så almindeligt, og så alligevel ikke. De planimetriske billeders minutiøse komposition påpeger det hverdagslige univers’ artificialitet og skaber en distance til begivenhederne; realisme bliver til surrealisme.

Denne lørdags udramatiske begivenheder udgør historien, der således er et plotløst handlingsforløb med en næsten horisontal spændingskurve. Der sker ingenting, og dog…
Det minimalistiske Kammerspiel fastholder sit publikum med den mystik der omhyller både det fiktive rum (lejligheden afdækkes langsomt, rum for rum) og de næsten anonyme karakterer, hvis sparsomme, men humoristisk indforståede dialog pludseligt kan slå over i anekdotisk, funderende monolog, som ingen synes at lytte til.
Næsten rytmisk dansende bevæger deres kroppe sig gennem rummet, simpelt og gnidningsløst, og dog med uhyggeligt minutiøs præcision.

Banaliteterne er gennemsyret af en underliggende uro, en følelsesmæssig anspændthed, der gemmer sig i moderens iskolde blik, den yngstes forsøg på at overdøve køkkenmaskinernes larm med sin skrigen og nabodrengen med de ulykkelige øjne, der spiller bold nede på gaden.
Det hele er så mærkværdigt, at det bliver uhyggeligt, og dette på trods af, at der ikke sker noget decideret skræmmende.
I disse omgivelser er ’den mærkelige lille kat’ paradoksalt nok det mest almindelige; den spinder, skyder ryg og hopper lydløst op på bordet og ned igen, som katte gør.
Selvom denne anmelder må indrømme en vis irritation over manglen på dramatiske vendepunkter, bør The Strange Little Cat hædres for sin opfindsomhed og originalitet.

Man skal holde tungen lige i munden, væbne sig med tålmodighed og have øje for kvaliteter, hvis dominans måske på mange måder lader dramaet og spændingen komme til kort.

The Strange Little Cat vises under Cph PIX 14. april kl. 19.00 i Dagmar, 16. april 16.30 i Cinemateket (inkl. Q&A med instruktøren) og 21. april kl. 15.00 i Gloria. Filmen får desuden en ekstravisning d. 24/4 kl. 17.30 i Empire.