Flot, blodig og med momenter af terror, men kommer aldrig helt derop hvor pulsen bliver faretruende høj.

For 10 år siden kom ’The Strangers’. En fin lille fanget-i-hjemmet-mens-du-bliver-terroriseret horror. Den var et remake af den franske ’Ils’ og klarede den sig rigtig godt. Så snakken omkring en 2’er var ikke om der kom én, men hvornår.

Efter en evighed i præ-produktions helvede er resultatet endelig klar til det blodhungrende publikum.

Denne gang er det en familie på 4, der bliver terroriseret af 3 mystiske fremmede iført uhyggelige masker. Stedet er en feriekoloni ved en sø, som nu uden for sommersæsonen er fuldstændig forladt, så der er ingen i nærheden til at høre skrigene…

Gloriøst blod i litervis
Som den første ’Strangers’ film, så er denne lavet for under 10 millioner dollars, hvilket så godt som garanterer et overskud uanset dens kvalitet.

Den ser dyrere ud, end den er og der er nogle virkelig interessante billedkompositioner, som man ellers ikke ser i den gængse horrorfilm. Så stor cadeau til instruktør Johannes Roberts for at få det maksimale ud af, hvad han nu har haft at gøre godt med.

Gorehunden i mig får også stillet sulten; blodet flyder i en lind strøm og special effects folkene har tydeligvis hygget sig med alle de sår og huller, de har skullet kreere her. Igen, upåklageligt håndværk – der er dog et men.

Noget mangler
Jeg vil virkelig gerne kunne lide den her, der mangler bare et eller andet.

Karaktererne bliver ikke bygget tilstrækkeligt op, så jeg kryber i sædet, når de bliver udsat for fare. De to teenage-børn er godt anstrengende, tænk klassisk sportsfyr og utilpasset rebelsk pige, og forældrene, spillet af de eneste genkendelige navne på rollelisten Christina Hendricks og Martin Henderson, er egentlig fine nok.

Jeg tror på, at de vil gøre alt for at redde deres børns liv, der er bare ikke tid nok til at blive følelsesmæssigt investeret i dem. 5-10 minutters ekstra karakteropbygning havde været skønt og gjort frygten ekstra kraftfuld. For det er en film om frygt.

Virker bekendt
Inspirationen fra andre film er tydelig. Især den terror som ofrene udsættes for er et klart (motorsavs)ekko fra et lille sted i Texas. Tilfældigt er det nok heller ikke, at de maskerede mordere hærger det der med lidt god vilje kan kaldes en sommerlejr ved en sø.

Men alle de gode intentioner kommer aldrig videre end det. Jeg har med vilje valgt ikke at beskrive scenerne detaljeret, da meget afhænger af den umiddelbare intensitet, man får i mødet med gruen, hvor især én udmærker sig på en herlig brutal måde.

’The Strangers – Prey at Night’ er en fin lille horrorfilm, der desværre aldrig rigtig får adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen på mig. Alt er ellers tilstede, men der mangler lige DET for at ubehaget sætter ind.