Demi Moore og Margaret Qualley indtager biograflærredet og oktober måned med en emotionel og euforisk eksplosion af en body horrorfilm. Det bliver årets største filmoplevelse, uden omsvøb.

Utroligt relevant, og alligevel så utroligt tidsløs.

Det er kort sagt, hvad der venter i ’The Substance’, kun den anden film i rækken fra den franske stjerneskudsinstruktør, Coralie Fargeat, der debuterede med sin hævnthriller ’Revenge’ i 2017. 

Nu er hun tilbage, med hvad der uden tvivl går hen og bliver en sand body horror-klassiker. Og med satire, rædsel og et festfyrværkeri af farver tager hun os på en rejse for alle følelser og sanser, og skaber noget mirakuløst.

Smerten holder aldrig pause

På det store lærred træder Demi Moore på scenen som Elisabeth Sparkle, en skuespillerinde, som efter at have gennemlevet sin storhedstid på det store lærred, må bytte prisshows og glamour ud med sit eget fitnessprogram på morgen-tv.

Hun falder dog først for alvor frit, da hun fylder 50 år. På hendes fødselsdag erklærer hendes producer Harvey (Dennis Quaid) nemlig, at hun nu er for gammel, og det er tid til at stoppe. Og her er ”stop” blot en pænere måde at sige: ”Du er fyret” på.

Elisabeths liv er vendt på hovedet, og hendes komfortable virkelighed er på randen til at brase sammen. Men mens hun langsomt forsvinder ud af magasinerne, og hendes tidligere netværk går på jagt efter en ny, yngre model af hende, motiveres hun til at tage kontrol over de drastiske ændringer igen en gang for alle.

Hun bliver introduceret til det, der giver navn til filmen, ’The Substance’; et serum, eller måske nærmere et ulovligt, hemmeligt stof fra det sorte marked, der lover at give hende et nyt liv.

Og her menes nyt liv i den mest bogstavelige forstand.

Mor og datter, gammel og ny, et og samme jeg 

Da Elisabeth tager ’The Substance,’ får hun en chance til, og der fødes en ny, yngre, ”smukkere” (i hvert fald i industriens øjne) version af hende selv.

Og en mere forunderlig og grotesk fødsel på skærmen skal man årtier efter. På sit skinnende, pinligt rene badeværelse falder Elisabeth til gulvet i skrigende smerte, og hendes rygsøjle splitter sig åben i et bad af blod, slim og ild, og ud træder Margaret Qualley. 

Qually spiller rollen som Elisabeths nye alter ego, Sue, som nemt napper det job, de fyrede Elisabeth fra. Derefter kan hendes succes kun gå for langsomt. Sue klatrer sig til toppen så let som ingenting, med fitnessprogram, glamour og svømmende i kærlighed.

Moore og Qualley tilbringer ikke meget tid foran kameraet sammen. Med mirakel-serummet følger nemlig strenge regler, som indebærer, at det originale selv og det nye jeg skal bytte plads, så hver version får én uge hver. En perfekt balance, som skal respekteres.

Og Moore og Qualley stråler stærkere og mere storslået end nogle andre stjerner på himlen. De er én og samme person, og alligevel er de som olie og vand, som aldrig kan smeltes sammen, forbandet til en ulige eksistens. 

Særligt Demi Moores performance er eksplosiv på alle de rette måder; uforudsigelig, aggressiv og hjerteknusende på én og samme tid. Med blot tre måneder tilbage af året kan samtlige af hendes industri-kollegaer godt kaste håndklædet i ringen, for dette er uden tvivl og uden sammenligning den mest storslåede, mest imponerende skuespilspræsentation i år.

Det er en ære at være vidne til, og noget, der vil bide sig fast i hukommelsen i mange, lange måneder efter. 

Et monster af en kvinde

Lige så utroligt og uforglemmeligt er det, at Coralie Forgeat blot med sin anden film i rækken slår sig fast som en stålfast og selvsikker kunstner, med et talent mange ville dø for at tilegne sig. 

For hende kommer det helt naturligt, og hver kameravinkel og blink med øjet er et magisk penselstrøj, som fuldender en perfekt cocktail af kropsvæsker, absurde replikker, glimmer og mørke og tåkrummende skrig, der kravler ind under huden og besætter alle sanser.

Det er gudesmukt og frastødende på en og samme tid. Det er absurd urealistisk og monstrøst og alligevel ubehageligt ægte, og Forgeat hjælper publikum med at grine og græde gennem hele affæren. 

’The Substance’ er skabt med vrede og afsky for en industri og et samfund, der suger livsblodet ud af Elisabeth, Sue og alle andre uskyldige ofre, den kommer i kontakt med. Det er en film skabt med sorg for vores hovedperson, der aldrig kan opnå den umulige perfektion, alle forventer af hende.

Men ikke for at forglemme, så er det også en film født ud af kærlighed til sin genre, til special effects og kostumedesign og lyddesign, og til kvindekroppen, der kræver magten over sig selv tilbage, og tager sin skæbne og sin blodige, bittersøde hævn i egen hånd.