Af Dorte Winkler
Den franske instruktør Julie Bertucellis anden spillefilm The Tree lukkede og slukkede sidste års filmfestival i Cannes, men også Bertucellis første film Da Otar rejste (2003) var på Cannes og vandt dengang kritikernes Grand Prix. The Tree er baseret på romanen Our Father Who Art in the Tree af australske Judy Pascoe og filmen er optaget i Queensland, som vi for nylig har stiftet bekendtskab med i forbindelse med de voldsomme oversvømmelser staten har været udsat for og netop den særegne og barske australske natur er en vigtig komponent i dette relativt stille drama om en families vej gennem en stor sorg.
Tidligt i filmen dør den sympatiske Peter O’Neill ganske pludseligt og efterlader sin kone, Dawn (Charlotte Gainsbourg) med deres fire børn. Dawn har svært ved at komme sig ovenpå chokket og tabet, og de fire børn er i alt for stort omfang overladt til at klare hverdagen og deres individuelle reaktion på tabet af faren alene. Den otteårige datter Simone (Morgana Davies) har sin helt egen måde at takle sorgen på. Hun er overbevist om at hendes fars sjæl har taget bolig i det enorme, og fantastiske træ der står op ad deres hus, og hendes barnligt naive tro præger hele familien i en sådan grad at da træet bliver et problem under en tørke, fordi dets rødder truer med at invadere og ødelægge huset, står Dawn med et problem som ikke kan løses rationelt.
The Tree skildrer en families sorgarbejde på en stilfærdig og troværdig måde, med et skær af magisk realisme som gør at selv publikum kan blive i tvivl om der nu ikke er noget med det træ. Samtidig får vi et indblik i den australske natur og dens voldsomhed, som bliver en parallel streng filmen spiller på ganske overbevisende. Oveni skal man glæde sig over at få indblik i en anden engelsksproget kultur end den amerikanske og britiske – det er ikke så tit at film der foregår i Australien gør et stop i Danmark.
Charlotte Gainsbourg giver med sin fortolkning af Dawn os en enestående mulighed for ikke bare at forstå, men også sanse de mange facetter af en sorg – og de omkostninger en sorg har for en ellers funktionel familie. Helt enestående er dog Morgana Davies som familiens eneste pige. Hun spiller op mod Gainsbourg med et talent, som man må håbe ikke kun er båret af hendes tilgængelige barnlighed, for hver scene med hende lyser og man bliver håbløst forelsket i hendes rolle, den viljestærke, optimistiske og livsglade Simone. Via Simone bliver en hel barndoms verden åbnet for os og det støttes godt af de mere nedtonede, men dog væsentlige tråde i denne historie som hendes to ældre brødre har.
The Tree er trods det umiddelbart triste emne en dejligt håbefuld og ægte film, smukt fotograferet og den får fat i sit publikum, som et tørstigt træs vidtrækkende rødder.
