The Tribe er en film, der ikke rigtig kan beskrives med ord, men det behøves den heller ikke. The Tribe er en film, der skal føles, hvis da ikke du kan tegnsprog.

Bilerne drøner forbi kameraet, der er larm og uro. På den anden side af gaden er et blåt busstoppested, hvor folk forsvinder i takt med gamle slidte bussers ankomst. Ser man lidt nærmere efter, i denne meget lange intro, får man øje på en nedbrændt bil, hvor kun skroget er tilbage. Scenen er sat, og man er som seer ikke i tvivl om, hvilket miljø der skal sætte ramme for de næste par timer. Dette er også her, at publikum bliver opmærksom på, at filmen er på tegnsprog.

The Tribe handler om den døve Sergey, som begynder på en kostskole for hørehæmmede. Han gør sig hurtigt det forkerte bekendtskab på skolen og bliver herigennem spundet ind i et netværk af kriminalitet, stoffer og prostitution. The Tribe emmer af en barsk atmosfære, hvor scenerne skitserer en grå og slidt hverdag. Skolen hvor de unge bor minder mere om et fængsel end en kostskole, og dagene ligner hinanden i et væk: Drenge stjæler og drikker, mens pigerne sælger sig selv til lastbilschauffører om natten. Segeys liv bliver dog for alvor sat på spidsen, da han forelsker sig i en af de hårde drenges kæreste. Hvad der var slemt før tager nu en mere brutal og til tider dissideret ubehagelig drejning.

Vi befinder os i Ukraine, sceneriet for filmen ligner noget fra det gamle DDR, det hele er funktionsdygtigt, men heller ikke mere end det. Det er lykkedes for instruktøren Myroslav Slaboshpytskiy at skabe et miljø, der fra start sætter ramme for fortællingen i filmen. Det er barskt, det er fattigt, og det er ikke et sted, man ville ønske at bo.

Det er fascinerende, hvordan Myroslav kan få seerne til at føle alt dette, uden der bliver sagt et eneste ord. Det er ikke ord, voiceover eller musik der tager publikum i hånden og fører dem gennem filmen. Myroslav har valgt ikke at bruge musik i sin ordløse film. Der er ikke nogle auditive elementer, der hjælper publikum til at vide, hvad de skal forvente – suspense, glæde osv. – Alt lyd i filmen er autentisk lyd. Det er derfor de følelser, der skabes ved at følge det hårde miljø, og de barske handlinger mellem de unge, som hjælper publikum til at forstå filmens plot.

The Tribe går ind under kategorien en Arthouse film. Den er eksperimenterende, ukonventionel og med meget symbolske budskaber. Filmens indhold og stil bygger på instruktørens kunstneriske vision om at lave en film, der kan forstås uden et eneste ord. Og det lykkedes til dels. Forståelsen er der, publikum er ikke i tvivl om, hvad der sker i filmen. Til gengæld er det ikke lykkedes Myroslav at få publikum til at kende personerne i filmen, heriblandt hovedpersonen Sergey. Man lærer aldrig rigtig Sergey at kende. Man følger hans udvikling, og hvad miljøet gør ved ham, men man finder aldrig rigtig ud af, hvor han kommer fra, og hvilken person han var, inden han ankom til denne højborg for døve unge med en noget dyster skæbne.

Der bliver i filmen også ’leget’ med brugen af utroligt lange scener, i hvad der ender op i en 130 min lang film. På et tidspunkt følger vi fx Sergey gå hele vejen fra gården, og hvad der føles som, op til tredje sal. Det er simpelthen kedeligt, hvilket nok hænger sammen med, at der ikke er noget baggrundsmusik der hjælper til at forstå, hvad næste scene byder på.

Når alt kommer til alt tænker jeg, hvem tager ind og ser en film som denne? Og hvem ville jeg selv anbefale at se den? Det er altid nogle af de gode spørgsmål, når det kommer til Arthouse film.

The Tribe er en film, hvor ordet originalitet får en helt ny betydning.