Af Sandra Holm
En road movie er et velkendt koncept og ofte noget man forbinder med USA. Og teenagere eller motorcykler, rebeller eller eventyrer. Men som filmens ene hovedperson konstaterer efter få minutter, er “alt gjort før. Så det eneste man kan gøre er at gøre det samme, men anderledes – og bedre.” En bemærkelsesværdig sandhed og, teoretisk, et glimenrende udgangspunkt for et hvilket som helst projekt, men særligt for et projekt som dette.
Michael Winterbottom, manden bag denne delvist improviserede dokumenterlignende madkomedie, er kendt for at lege med grænsen mellem fiktion og dokumentarisme.
Ud over et par ægte og velomtalte spillefilm (A Mighty Heart og The Killer inside me) og et par, ligeledes ægte og velomtalte, dokumentarfilm (The Shock doctrine og The Road to Guantanamo) lavede Winterbottom i 2004 filmen 9 songs. En fin kærlighedshistorie med den endnu mere fine detalje at alle i filmen, på nær de to hovedpersoner, var sig selv. Et fiktivt par midt i en virkelighed der fortsætter når kameraene stoppe med at optage. Det var yderst vellykket og interessant – og nu har han gjort det igen. Bare omvendt. En næsten fiktiv verden med et ægte par i de to hovedroller.
Den engelske skuespiller og komiker Steve Coogan skulle have været på en romantisk tur rundt i Nordengland for at anmelde en række eksklusive restauranter for den engelske avis The Observer. Da kæresten pludseligt rejser til USA, grundet knas i forholdet, og alle andre ikke kan rive en uge ud af kalenderen ender Steve med at ringe til sin næsten-ven Rob Brydon, og på en mandag i marts begiver de sig afsted mod nord.
De er begge mere eller mindre kendte, men i hvert fald bekendte. Af både hinanden og omverdenen og af instruktøren, der instruerede dem begge i fimen Tristam Shandy fra 2005. Steve Coogan har siden da haft alverdens småroller i diverse Hollywoodfilm, men er særlig kendt for den komiske karakter Alan Partrigde. Rob Brydon er ligeledes kendt for sine komiske talenter og optræder både i egne shows og som gæst i andres, så som Little Britain.
Og sjove er de. Latterligt morsomme faktisk. Det er fascinerende og underholdende at være vidne til komisk opfindsomhed og spontan selviscenesættelse. Men mindst lige så givende at være med når latteren forstummes. For der er noget uudtalt i deres forhold. En dimension af irritation og nag der nok dybest set bunder i at de to voksne mænd er som dag og nat. Det adskiller dem ikke, men resulterer tilgengæld i at der over seks middage, nogle gåture og frygtelig masser timer on the road tales, grines, imiteres, belæres, synges, konkurreres, diskuteres, lyttes og mundhugges.
Storslåede tanker i storslåede omgivelser. Mange poeter og forfattere har dedikeret tanker og ord til landskaberne i Nordengland, og det er intet under. Men om det er naturens kræfter der er på spil, eller de trods alt er mere ens end som så er svært at sige, de synes i hvert fald ikke helt upåvirkede af deres dage med den prøvende tosomhed da de atter vender hjem og går hver til sit. Og hvad konceptet angår, så har man set det før… den her film er bare anderledes. Og bedre.
