Man er fra starten gjort opmærksom på det vanskelige i at lave den svære 2’er, men snart har man lænet sig tilbage og nyder turen igennem det smukke Italienske landskab i selskab med det skrupskøre makkerpar, Steve Coogan og Rob Brydon, og savler over ravioli og rødvin, mens man prøver at holde selvsamme savl inde, når man bryder ud i et latterbrøl sekundet efter.

For det uindviede publikum, som hverken er bekendt med ’The Trip’ (2010) eller Steve Coogan, kan man med rette stoppe læsningen nu og i stedet finde sig en kopi af den første film eller stifte bekendtskab med Coogan’s populære tv-karakter Alan Partridge på youtube, en karakter der i øvrigt har fået sin egen film sidste år med titlen: ’Alan Partridge: Alpha Papa’. Hvis du derimod er velbevandret i Coogan og Rob Brydon’s komiske midtlivskrise, sat i Nordenglands fineste gastronomiske og naturskønne rammer, ja, læs da trygt videre.

The Trip 2.0

I ’The Trip to Italy’ er de herrer Coogan og Brydon taget til det Italienske for at mæske sig i den fineste mad og drikke og i det store hele leve det søde liv. Denne gang er det Rob Brydon, der tager styringen, og får fløjet Coogan ind fra L.A. så de sammen kan spise, filosofere, romantisere og ikke mindst underholde i deres mange samtaler over maden, i bilen eller på anden vis på farten. Det er (næsten) fuldstændigt, som man kender det fra den første: Hvem kan lave den bedste Michael Caine parodi ? Hvem har mest succes, både privat såvel som professionelt og hvem har det bedste kram på damerne? Alt sammen fortalt på Michael Winterbottom’s hyperrealistiske og improvisatoriske måde, der giver en dejlig afslappet stemning, men samtidig gør det, at man ikke altid holder lige meget af sine to hovedpersoner.

Tematisk forandring

Den første film ”handlede” meget om Steve Coogan’s eksistentielle krise, om hvorvidt hans liv ville have nogen betydning for eftertiden, om hvorvidt han var i høj kurs hos sine ligemænd og i hvor stort et omfang han var et bedre og mere fuldendt menneske end Rob Brydon. Denne gang lader Coogan til at hvile mere i sig selv (det lange hår er røget), og han stemmer oftere i med den larmende Brydon, når der skal imiteres og fjolles. Brydon truer kun sjældent Coogan’s rolle som alfahannen af de to (Alpha Papa), og en fjollet parodi fra Brydon’s side, der i 1’eren ville være blevet disset og latterliggjort, bliver affægtet med et skuldertræk og et løftet øjenbryn. Der hersker i det hele taget en ret kammeratlig tone de to komikere imellem, som to aldrende mænd på solferie hygger de sig på hver deres hotelværelse og mødes hver morgen til drinks og taler om det, de bedst kan lide.

Overflødighedshorn med glimt i øjet

Det er selvfølgelig meget af det samme, der foregår i ’The Trip to Italy’, alligevel er der denne gang blevet skruet op for mængderne. Alt er lidt mindre beskedent og meget mere vulgært. ”La Dolce Vita”, det søde liv, som Coogan hele tiden referer til, med en overflod af mad, høj- og lavkultur, bliver sat på spidsen af Winterbottom, der udstiller de to højrøvede komikeres æstetiske grænser i den gode humors tjeneste. Fx når Brydon’s iPod fyldt med klassisk Italiensk musik ikke fungerer med bilens stereo, og der må tys til den eneste CD i bilen: Alanis Morissette’s 90’er klassiker ”Jagged Little Pill”. Straks et nyt forrygende sjovt samtaleemne for de to kumpaner – er Avril Lavigne egentlig hvor tids svar på Alanis?

En nødvendig 2’er?

Man kan spørge sig selv om man har brug for ’The Trip to Italy’, men spørg da først dine lattermuskler om de har brug en ordentlig gang latterkrampe, for det er lige præcis det som ’The Trip to Italy’ giver dig.

Jeg kan virkelig godt lide Steve Coogan! Jeg kan godt li’ den måde han ser ud på, og den måde han taler på. Jeg kan godt li’ den måde han står, går og spiser på! Og jeg kan virkelig godt lide ’The Trip to Italy’!