I ”The Twilight Saga: Breaking Dawn Part 2” (som den mundrette titel lyder) vågner Bella Swan (Kristen Stewart) op fra førstedelens strabadser. Og hun er ikke bare blevet forvandlet til vampyr. Hun er også blevet mor til datteren Renesmee (Mackenzie Foy). Og efter lidt vampyr-træning og jagt med ægtemanden Edward Cullen (Robert Pattinson) er den lille familie nu klar til at nyde livet og stilheden omgivet af resten af den hengivne Cullen-klan. Bella er dog en smule bekymret over at hendes bedste ven, varulven Jacob Black (Taylor Lautner) har knyttet et uløseligt bånd til hende og Edwards datter, der er født halv vampyr, halvt menneske.

Midt i al lykken når rygterne om dette exceptionelle barn hele vejen til Volturie-klanen, der med Aro (Michael Sheen) i spidsen mistænker Cullen-klanen for at have brudt reglerne og skabt et udødeligt barn. Og således begynder forberedelserne til det endelige slag mod Volturiernes overmagt for at beskytte Cullen-familiens overlevelse.

”Breaking Dawn part 2” indeholder alle de elementer, man kan forvente af en Twilight-film. Robert Pattinson ligner stadig en omvandrende Calvin Klein-reklame (og nu er han endda også blevet omsorgsfuld far), Taylor Launter smider tøjet og der er stadig masser af tid til tåkrummende, episke kærlighedserklæringer leveret med tilbageholdt åndedræt. Alt dette tilsat lige lovlig meget indie-musik.

Faktisk er filmen slet ikke så slem, som den kunne have været. Det er op til flere faktorer, der hæver den et godt hak over den foregående part 1. For det første er der skruet en lille smule ned for dramatikken og den dårlige smag. Der er en let humor i filmen f.eks., da Charlie Swan (en stærkt spillende Billy Burke) må tigge Jacob om at ”beholde tøjet på.” Det gør han nu ikke og frem kommer den berømte overkrop. Derudover klæder forældrerollen både Robert Pattinson og Kristen Stewart. Det giver dem en voksen kant, de før har savnet og Kristen Stewart gør Bella til en langt mere interessant karakter som vampyr med beskyttende moderinstinkt. Introduktioner af forskellige vampyrklaner åbner historien en smule mere op og det er rart at komme ud af det meget omklamrende, altoverskyggende Bella/Edward forhold.

Men det er desværre mest af alt en rigtig rodet film, der aldrig rigtig hverken rører eller skræmmer sit publikum. Der er en snert af udefineret spænding i optakten til det store slag, men det skyldes udelukkende Michael Sheen’s fantastiske spil som Volturi-overhovedet Aro.

I den sidste film bliver det om muligt endnu mere tydeligt at universet i Stephenie Meyers bogforlæg simpelthen ikke er stærkt nok. Der mangler logik (eller gennemført galskab) i historien.Til gengæld er der rigeligt med dårlige CGI-effekter, flade karakterer og kampscener, hvor der stadig er tid til at holde i hånden.

Traileren til filmen lover mig en ”episk konklusion”, men så langt kommer vi aldrig. Det er på mange måder en ”lige ved og næsten”-film. Det kunne nok have været rigtig godt, men det bliver det aldrig. På den anden side kunne det nemt også være gået meget, meget værre. Og hvis man er Twilight-fan, vil man helt sikkert være rigtig glad for afslutningen på sagaen.