Den nye serie fra Barry Jenkins er en billedskøn og brutal tur gennem 1800-tallets racistiske rædsler, men underholdningen er lige så undertrykt som hovedfiguren.

’The Underground Railroad’ er en udfordrende serie at sidde igennem, både i sin dramatisering af sydstaternes slavehandel og racevold og i sin fortællestruktur, som konstant spænder ben for ethvert håb om frelse for dens farvede karaktergalleri.

Men den er også svær at anmelde. For trods dens kunstneriske elegance, billedskønne fotografi og angstindgydende fortælling, glædede jeg mig ikke til næste afsnit. Serien føltes som lektier eller en bitter, men nødvendig, medicin for sjælen.

Der er meget at anbefale og rose ved denne nye Amazon Prime prestige-serie. Men om den er seværdig eller underholdende, er en helt anden sag.

Alle ombord på præmissen

Første afsnit er måske det hårdeste. Vi møder Cora (Thuso Mbedu), en sympatisk og viljestærk slavebunden ung kvinde, hvis allerede hårde liv bliver ulideligt, da hendes ”mester” dør, og hans sadistiske, tyranniske bror tager over.

Hun flygter med sin ven Ceasar (Aaron Pierre), en intelligent og kærlig følgesvend, men før de når i sikkerhed, må Cora slå en hvid knægt ihjel i selvforsvar.

De får slavefangeren Ridgeway (Joel Edgerton) på nakken. En karismatisk sociopat med en terminators beslutsomhed og et ry for altid at fange sit bytte – lige bortset fra Coras mor, som forsvandt sporløst, da hun var lille, trods Ridgeways bedste indsats.

Serien er inddelt i kapitler, hvor Cora rejser med den underjordiske jernbane til nye steder med nye venner og nye rædsler, mens dusørjægeren er lige i hælene.

Den faktiske Underground Railroad var et netværk af sikre huse, hemmelige kældre og modige abolitionister, som bragte løsslupne slaver op gennem Amerika mod de mere sikre nordstater.

Colson Whiteheads Pulitzer-vindende bog, som serien er baseret på, tilføjer noget magisk realisme og gør udtrykket bogstaveligt: Enorme tunneller, hvor damplokomotiver kommer bragende efter en mystisk tidsplan og tykke bøger, hvor mennesker på flugt dokumenterer deres fortællinger.

Det amerikanske mareridt

Barry Jenkins forsøger ligeledes at nedskrive og udødeliggøre oversete fortællinger. Han går så langt som at filme portrætter af de sorte karakterer, som stirrer stille ind i kameraet, mens musikken eller en voice-over spiller.

Det er både et konfronterende blik, men også en trodsig erklæring om, at amerikansk historie og kunst også tilhører dem. Serien er også fyldt med smukke landskaber og billeder af, hvad der normalt ses som amerikansk idyl, men her bliver omfortolket fra et nyt perspektiv.

Det kan ofte være irriterende hårdhændet, som når Ridgeway holder enetale om Amerikas skæbne og den hvide races overlegenhed i et forsøg på at fylde sin tomme sjæl med større mening.

Men også kompliceret, som Coras drømmende rejse til den underjordiske banegård, eller når vi møder et fællesskab af fri afroamerikanere, der leder efter deres stykke af den amerikanske drøm.

Næste stop: Smerte og håbløshed

Trods et pust af finurlighed fra de tunnelnavigerende vogne, er ’The Underground Railroad’ alt andet end eskapisme. Dens ambition om at skildre de rædsler, dens karakterer bliver udsat for, med brutal autenticitet går forud for dens ambition om at underholde.

Det er beundringsværdigt og hjerteknusende på den ene side, men er også en svaghed.

Thuso Mbedu spiller Coras desperation og tårevældende sammenbrud med imponerende overbevisning, men problemet er, at hun er en passiv hovedperson – selvfølgelig, det kommer jo i præmissen. Det er Ridgeway og andre sidekarakterer, der styrer plottet.

Der er ikke plads til vittighed, og hvert smil eller kærtegn fra de sorte karakterer minder om, hvor nemt de kan tages bort. Vi lærer meget om Coras traumer og mareridt, men ikke meget om, hvad hun elsker, eller hvad der får hende til at le.

Resultatet er en dødsens alvorlig serie, der er svær at sidde igennem. Både af gode og uheldige grunde.

Sidste stop: Hvad er overhovedet en god serie?

’The Underground Railroad’ blander ’12 Years a Slave’s hudløse ærlighed med ‘Get Out’s uplacerbare intensitet. Men hvor ’12 Years a Slave’ lover en smule nåde i sin titel og 2 timers spilletid, giver denne serie ingen garantier i sine 10 timer.

Det var en kamp at få set den færdig, trods alle dens fantastiske dele og vigtige emne. Spørgsmålet er, om det er et problem med serien. For den forløser sine kunstneriske ambitioner med stor selvtillid.

Hvis pointen er at gøre publikum ilde til mode, at give dem lyst til at se væk, at vise et akkurat billede af livet som flygtende slave i et land, der nægter dig din frihed og traumatiserer dig til bristepunktet, så er ’The Underground Railroad’ en succes.

Men er det helt forkert at sige, at jeg alligevel kedede mig en del på turen?