Der er bekendte visheder, hvilket vil sige det vi ved, at vi ved. Der er bekendte uvisheder, hvilket vil sige det vi ved, at vi ikke ved. Der er også ubekendte uvisheder, der er det vi ikke ved, at vi ikke ved. Men så der er også ubekendte visheder, hvilket vil sige det vi tror vi ved, men finder ud af at vi rent faktisk ikke gør.

Således lyder parolen fra USA’s tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld, i Errol Morris’ seneste dokumentar The Unknown Known. I The Unknown Known begiver Rumsfeld sig ud i en verbal erindring af sin politiske karriere, helt tilbage fra 1960’erne op til begyndelsen af det 21. århundrede. Rumsfeld arbejdede tæt under Nixon, Reagan og George W. Bush og var ingen marginal skikkelse under skelsættende begivenheder såsom Watergate-skandalen og invasionen af Irak i 2003. Den garvede dokumentarist Errol Morris sætter Rumsfeld i stævne i jagten på svar omkring hvad, der lå til grund for disse skandaler og politiske manøvrer. Morris er på beundringsværdig vis upartisk og hverken dæmoniserer eller forherliger sin respondent.

Filmen minder unægteligt i sin udformning om Morris’ prisvindende film The Fog of War fra 2003, hvor Robert S. McNamara, USA’s forhenværende forsvarsminister, under blandt andet Cuba-krisen, giver 11 sikkerhedspolitiske råd. Hvis Morris havde en formodning om, at Rumsfeld ville krakelere og blotte anger, fortrydelse eller selvmedlidenhed, som McNamara gjorde det, så tog han fejl. Man opfanger hurtigt Rumsfelds nådesløse pragmatisme og hans besynderlig evne til at udforme svar, der formår at transformere evasoriske ytringer til autoritetære beordringer. Lige fra det dubiøse indledende citat om bekendte visheder, til hans smørrede og megalomanske grin.

Hans famøse undvigelsesmanøvrer er forbundet med hans besættelse af det engelske sprog, eksemplificeret i utallige interviews og pressekonferencer, hvor artikler, pronomener og ordstilling fylder størstedelen af indholdet. Rumsfeld og hans politiske polemik bliver erstattet af en pedantisk og minutiøs semantisk diskussion, der ikke gør meget andet, end at aflede opmærksomheden fra det egentlige emne. Selvransagelse finder ikke sted hos Rumsfeld, blot den samme upåagtede varme luft, som han udviste under hans embedstid under Bush-regeringen, hvilket efterlader én slukøret, forvirret og en smule utilpas.

På trods af Morris’ imponerende portefølje nyder The Unknown Known nemlig ikke ligeså stor gennemslagskraft som nogle hans tidligere film. Anvendelsen af krydsklipning og arkivbilleder, for at fremhæve og understøtte Morris’ vinkel,  tydeliggør den diskrepans mellem hvad, der egentlig foregik og hvad vi bliver fortalt. Dog udebliver den længe optrukne forløsning i filmen.

Nogle gange findes der personligheder, der ikke kan nedbrydes eller dissekteres på skærmen, fordi de er så forankrede i deres egen illusion og afgiver derfor ingen information. Dokumentargenren kan bruges til at illuminere denne type person, ligeså vel som den omvendte, der nærmest trøsteløst deler de dybeste hemmeligheder. Dog forventer man efterhånden en hel del som ivrig Morris-entusiast, men må, i dette tilfælde, erkende at Rumsfeld ikke kan levere det store chok eller den dybsindige indsigt, som man ellers er blevet så vant til i tidligere Morris-dokumentarer. Rumsfeld leverer i The Unknown Known blot, i sig selv, den menneskelige manifestation af hans eget idiosynkratiske mantra – en ubekendt vished.