Michael Madsens seneste dokumentarfilm handler om en begivenhed, der aldrig har fundet sted. Det er en simulation af, hvad der ville ske, hvis en fremmed livsform lander på jorden. Men den handler i lige så høj grad om, hvem vi selv er. Det er både fascinerende og tankevækkende.
Hvad pokker skal vi egentlig gøre, hvis rumvæsener lander på Rådhuspladsen i morgen? Det er et spørgsmål, der er svært at svare på, for det er svært overhovedet at forestille sig, at det sker. Måske vil du sige, at situationen er så urealistisk, at det næsten ikke er værd at overveje svaret.
Men det er præmissen for Michael Madsens ‘The Visit’, der simulerer en begivenhed, der endnu ikke har fundet sted – menneskehedens første møde med intelligent liv fra en anden planet.
Man kan kalde det en spekulativ dokumentar, men Madsen går dybt seriøst til værks. Gennem interviews med eksperter, lige fra chefen for FN’s kontor for anliggender vedrørende det ydre rum, over militærrådgivere, til en ekspert i metalov – altså en ekspert i juraen mellem mennesker og væsener fra rummet – prøver instruktøren at kaste lys over, hvad der skal ske, hvis vi oplever en nærkontakt af femte grad (kommunikation mellem intelligente rumvæsener og mennesker).
Du kommer fra det ydre rum
Men Michael Madsen har ikke interviewet de medvirkende i konventionel forstand. For filmen henvender sig til sit publikum ud fra den præmis, at det er publikum selv, der er en intelligent skabning fra det ydre rum. De medvirkende eksperter taler simpelthen direkte til dig, som var du en repræsentant for en race fra universet, der nu mødes med menneskehedens udvalgte for første gang.
Det var svært for mig at gå med på den præmis i de første ti minutter. Måske fordi det ikke er normalt for en dokumentarfilm at inddrage sit publikum på den måde. Men jeg overgav mig, og det gav en fornemmelse af at indtage den ultimative antropologiske position: at kunne se på planeten Jorden, hvor racen homo sapiens hersker, udefra. Grebet er jo dybest set banalt – nyhedsværter taler til os på samme måde hver eneste aften – men det giver alligevel en fornemmelse af objektivitet.
Præmissen holder også, fordi Madsen på intet tidspunkt giver de fremmede et ansigt, eller for den sags skyld nogen andre træk. Ingen UFO’er, intet beam me up, Scotty. Den eneste tolkning af de fremmede, jeg registrerede undervejs, var i de slowmotion-sekvenser, som udgør en stor del af billedsiden. Som om de fremmede har en anden opfattelse af tid end os.
Frygt for at miste kontrol
Spørgsmålet om hvad der rent praktisk skal ske, når eller hvis rumvæsener lander et sted på jorden, fungerer som en rettesnor for fortællingen, men de praktiske aspekter er ikke det mest interessante ved filmen. Det er derimod de spørgsmål om vores egen eksistens, der bliver ved med at dukke op. Er vi moralske væsener? Hvorfor er vi så bange for at miste kontrollen? Filmen er et spejl, der skal få os til at reflektere over de store spørgsmål i tilværelsen.
Det er en film, der kræver koncentration og engagement. Som en forelæsning i filosofi. Den talte mere til min hjerne end mit hjerte, og på mange måder er præmissen så abstrakt at det grænser til at være ubegribeligt. Men det var et fascinerende og ikke mindst tankevækkende eksperiment at være med. Og det fortjener ros, når man kan sige sådan om en film.