Når man nogle gange klager over den klassiske Hollywoodfilm, kan man glemme, hvor godt den kan virke. ’The Walk’ har ikke de dybeste karakterer, og den bliver måske en tand for sentimental, men den er samtidig én af sommerens mest gribende film.

I 1974 stod Twin Towers næsten klar. De to højeste bygninger i verden stod side om side som et nyt symbol på New York. For den karismatiske gadekunstner Philippe Petit var det imidlertid en åbenlys mulighed for et spektakulært nummer. Over sommeren 1974 forberedte han og en gruppe andre mennesker wires og snor, og den 7. august kunne Newyorkerne beskue en ung mand på line mellem de to gigantiske bygninger.

I 2008 kom dokumentaren ’Man on Wire’ ud. Filmen beskrev hændelserne den 7. august. I år er der mulighed for at se en dramatiseret version af de samme begivenheder i filmen ’The Walk’. Man kan spørge sig selv, hvorfor man skulle lave en film om noget, vi lige har set en dokumentar om for et par år siden. Efter at have set filmen må jeg dog sige, at svaret er meget simpelt: IMAX og 3D.

Smukt fortalt

’The Walk’ er én af de flotteste film, jeg har set i dette årtusinde. Effekterne gør scenerne mellem de to tårne næsten perfekte. Jeg sad med en klump i halsen og var spændt i hele kroppen, hver eneste gang Petit kiggede ud over en eller op ad bygning. Dette er filmens langt størst kvalitet.

Jeg var underholdt hele vejen igennem. ’The Walk’ er en charmerende film. Hvad end det er på grund af Levitts portræt af den farverige, men også arrogante ”kunstner” Philippe Petit eller de gennem hele filmen smukke billeder, er man revet med fra start til slut. De hyggelige scener, hvor vi følger Petit som gadekunstner, går dog næsten i glemmebogen, da Petit først kommer op mellem Twin Towers. Man sidder åndeløs med hovedet så langt bøjet tilbage, at hold i nakken næsten er forventeligt, når man ser denne film. Det er dog også det værd.

Legende let

Filmen lejer, og man har hele vejen igennem en let følelse af eventyr, som næsten inspirerer til én til at leje med. Der er scener i sort/hvid med enkelte farver, som henleder blikket på det vigtigste eller det sjoveste. Man ser ikke en eneste gammel rusten bil, men kun friskpolerede smukke biler og bygninger, som får både Paris og New Yorks gader til at fremstå næsten smukkere, end de er i virkeligheden.

’The Walk’ kan dog også blive lidt for meget. Når vi ser Twin Towers hen mod slutningen af filmen, kan man ikke lade være med at tænke på 9/11, og det bliver lige rigeligt sentimentalt. Twin Towers får lov at fremstå som et rent symbol på USA og frihed, til trods for at det bare var kontorbygninger.

Persongalleriet er også lidt rigeligt veldefineret. Der er en karakter, der ryger kannabis, og en karakter, der har højdeskræk. Disse to får aldrig rigtig mere personlighed end dette ene karaktertræk. Pointen med denne film er dog heller ikke karakterdybde, men snarere eventyr; og eventyrlighed får vi. Selvom det ikke er dialogen eller karaktererne, der gør det, kommer scener fra ’The Walk’ til at være nærmest permanent indprentet i dit sind efter denne spektakulære filmoplevelse. Snyd ikke dig selv for en filmoplevelse, der hiver dig ud af salen og op mellem skyerne.