CPH PIX er i fuld gang med at hylde spillefilmen, men hvis du trænger til et dokumentaristisk afbræk fra fiktionens verden, så lad det være i form af ’The War Show’, der på mesterlig vis kombinere menneskelig skønhed og gru i en hudløs ærlig skildring af den syriske borgerkrig.
Dette er en af de stærkeste og mest aktuelle dokumentarfilm, du kan se i løbet af dette efterår. Filmen er til dels instrueret og tilrettelagt af den erfarne danske dokumentarfilmsinstruktør Andreas Dalsgaard, men primus motor bag projektet er den syriske radiovært Obaidah Zytoon, der sammen med sine venner i 2011 satte sig for at dokumentere det arabiske forårs komme og deres egne liv og roller i det. Efterhånden som forår blev til efterår og vinter, og frihedsidealer og humanisme sneede til, kom Zytoons projekt til at udgøre over 300 timers film, som hun tog med sig da hun til sidst selv måtte flygte til Tyrkiet og siden til Tyskland.
Empatisk portræt
-”I 2014 har vi nok fået frihed”
-”Hold nu kæft. I 2014 er vi nok døde alle sammen. Og solen vil styrte ned over os”
Disse profetiske ord bliver udtalt i starten af filmen. Zytoon og hendes venner sidder i en stue i Damaskus og ryger sig skæve og snakker om de demonstrationer, de allerede har deltaget i, og drømmer om dagen hvor Assads diktatoriske regime kollapser, og det syriske folk endelig kan smage frihedens frugter. Vennegruppen udgør hovedpersonerne i filmen, og det er igennem dem og deres oplevelser, at vi andre får indblik i den syriske katastrofe.
Zytoon og hendes venner er unge, smukke og intellektuelle, de hører rockmusik, ryger tjald og drømmer. De kunne have levet i hvilket som helst vestligt land, de kunne have været mine egne venner. Deri ligger filmens største styrke; begivenhederne på skærmen virker netop nærværende og rørende fordi publikum i så høj grad kan spejle sig i de mennesker, kameraet følger. Filmen formår at skildre dets hoved- og bipersoner som de hele mennesker, de jo i virkeligheden er, fremfor for blot anonyme og sørgende statister på ødelagte scener, som vi finder i nyhedsmediernes skildring af krigen.
Ungdommelig idealisme
Filmen er delt op i kapitler med fokus på såvel den syriske revolutions forskellige faser samt vores unge hovedpersoners gradvist tiltagende modløshed. Således får vi i starten af filmen lov at føle entusiasmen og euforien over Assads mulige undergang, der gradvist spreder sig i den syriske befolkning, og det sker med vores unge hovedpersoner som spydspids, fulde af energi, kærlighed og drømme om en bedre verden. Men publikum aner uråd, en knugende fornemmelse i seerens mave styrkes langsomt: vi ved jo, hvordan historien ender.
At filmens stadig formår at give seeren en emotionel mavepuster, til trods for, at den ender præcist som forventet, siger dels noget om det fantastiske håndværk, der har skabt denne film, men endnu mere om hvor hjerteskærende tragisk den syriske katastrofe virkelig er, og hvor universel følelsen af melankoli er over, at overvære den elskende og idealistiske ungdom blive opslugt i en vanvittig malstrøm af rendyrket ondskab. Zytoon og hendes venners idealisme har ikke en chance i en syg verden, og måske har de aldrig haft den? Men verden ville netop heller ikke være meget værd uden dem, uagtet hvor frugtesløs idealismen kan virke i sidste ende, så er idealismen stadig livgivende og inspirerende i sig selv, også i nederlaget.
’The War Show’ er en skildring af martyrer – almindelige, ubevæbnede, fredelige, hashrygende, musikalske og poetiske martyrer, og film som denne er deres mausoleum. Filmen vises i udvalgte biografer, og bør ses af alle.