”The Way, Way Back” er en personlig, opløftende og varm film om at blive voksen. Med sine fabelagtige skuespillere og sit kløgtige manuskript er den en kvalitetsfilm langt over de action-prægede sommerblockbustere, der vises i biograferne i disse dage. Den satte sig lige i hjertet på mig.
I ”The Way, Way Back” møder vi 14-årige Duncan (Liam James), der tager med sin mor (Toni Colette), hendes nye kæreste Trent (Steve Carell) og dennes tvære teenagedatter i sommerhus. Forholdet mellem Duncan og Trent er mildest talt anstrengt og den introverte, akavede dreng har svært ved at falde til. De voksne har travlt med at drikke rødvin og sove til langt ud på dagen og klikerne mellem de andre unge er for længst etableret. Duncan er tilovers og hans mor overser ham nemt i hendes forsøg på at være ny kæreste til den selvsikre Trent. Duncan graver en gammel pigecykel frem fra haveskuret og tager turen ud til vandlandet Water Wizz, hvor han møder drengerøven Owen (Sam Rockwell) og adskillige andre småskæve eksistenser der, ligesom Duncan, befinder sig et sted mellem det barnlige og det voksne.
Nat Faxon og Jim Rash (der vandt en Oscar for manuskriptet til The Descendants) er et par driftige herrer. Sammen har de både instrueret og skrevet filmen, ligesom de begge to er med som skuespillere i mindre biroller. Det er deres projekt og den trygge, personlige stemning kan mærkes hele vejen. De behandler deres publikum som fortrolige og der er nostalgi og masser af kærlighed i fortællingen. Tankerne falder nemt på lignede komedier som “Little Miss Sunshine” og “Juno”, hvor historierne fortælles med lige dele humor og rørende alvor. Filmen skifter lynhurtigt og elegant fra grin til gråd og jeg sad med en klump i halsen flere gange.
”The Way, Way Back” fortæller en historie, der er set mange gange før og den er ikke synderligt provokerende eller grænsesøgende. Men det er en film, der satte sig i kroppen på mig og sendte mig tilbage til dengang jeg selv var 14 år. Jeg blev lynhurtigt vundet af Liam James’s spil og jeg følte alt hans pubertære akavethed med så meget sympati overfor denne karakter, der har svært ved at finde sin egen vej og som pludselig er langt væk fra den uskyldige barndom. Jeg grinede, jeg blev rørt og jeg følte mig hjemme gennem hele filmen. Jeg kom til at tænke over min egen historie og min egen familie, noget kun de færreste film kan få mig til. Og så kan jeg sagtens tilgive mindre skønhedsfejl.
”The Way, Way Back” er en enkel film med en enkel historie og et beskedent budget. Der er ingen eksplosioner, ingen livstruende farer eller vilde action-sekvenser. Men den har vundet mit hjerte. Hvis man skal vælge én film at se i sin sommerferie, så vil jeg anbefale at man styrer udenom de ellers underholdende actionfilm og i stedet går ind og holder lidt ferie med ”The Way, Way Back”. Det er ungdomsnostalgi og sommerrefleksion i filmform og det hænger ved længe efter man er holdt med at grine af de virkelig udemærkede jokes.
