Balletdragter kan også skabe koldkrigsdrama.
Hvis man ved noget om ballet, så kender man Rudolf Nureyev. Blot 22 år gammel søgte han politisk asyl i Frankrig, hvor han havde været på turné med Kirovballetten. Den talentfulde mandlige balletdanser fik sig siden en fænomenal karriere, og betragtes i dag som én af verdens dygtigste og mest indflydelsesrige ditto.
Før Nureyev var mandlige balletdansere nogle kedsommelige typer, hvis primære formål var at løfte rundt på deres kvindelige kollegaer. Det fandt han for intetsigende, og gjorde det derfor mainstream at lade balletmændene hoppe og springe rundt på lige fod med kvinderne. Det har ændret balletkunsten for al tid fremover.
Alt dette anede jeg ikke en fløjtende fis om, før jeg så Ralph Fiennes’ seneste film, som netop er en biografisk fortælling om den nylon-klædte ukrainer. Min uvidenhed til trods var jeg godt underholdt.
Kold krig i tutu skørt
Vi møder vor helt i flyet på vej til Paris i 1961, og filmens primære handlingsforløb udspiller sig netop på den skæbnesvangre frankrigsturné, der er den første for Kirovballetten siden 1945. Ligesom alle andre biografiske film i verden gøres der flittigt brug af flashbacks, så publikum derved får indsigt i hans fødsel ombord på et tog i 1938 og hans efterfølgende arme barndom.
På balletskolen lærer man en uregerlig og særdeles selvhøjtidelig ung mand at kende, som i allerhøjeste grad har svært ved at indordne sig det sovjetiske samfunds rigide rammer. Den sympatiske balletlærer Alexander Pushkin og hans kone, Xania, tager knægten til sig og bliver de mentorer, der former det unge talent og puster til hans kunstneriske gløder.
I Paris betager Nureyev hurtigt det franske publikum, indleder venskaber med hans franske kolleger og introduceres til det sprudlende kunst- og kulturliv, som byernes by har at byde på. Langsomt og underbevidst opstår lysten til at vende Sovjets besnærende bånd i ryggen til fordel for det vestlige frisind, men dette går ikke ubemærket hen hos ballettruppens KGB-officer.
Stativ stakit ballet
Det er jo for pokker ikke så meget at sige om en film som denne. Den er enormt formalistisk og lige så ud af landevejen som alle andre biografiske film, og er selvfølgelig baseret på en bog. Om end jeg værdsætter at fortællingen kun følger hovedpersonen som ung, så mener jeg stadigvæk ikke, at den potentielle mulighed for at lære ham rigtig at kende blev udnyttet. Han fremstår meget sjældent sårbar, og hans kunstneriske vækkelse der efter sigende skulle have motiveret afhopningen, bliver mest bare beskrevet gennem montager – så decideret at få indsigt i den kan jeg ikke påstå at have fået.
Når ’The White Crow’ så alligevel er et medrivende bekendtskab, så skyldes det den flotte billedside, der giver stemningsmættede og troværdige indblik i 50’ernes Sovjet og 60’ernes Paris. Klippearbejdet i forbindelse med de mange flashbacks er ofte også særdeles lækkert udført.
Et andet troværdigt element er skuespillet, hvor man simpelthen har castet russere til de russiske roller, franskmænd til franske og så videre. Alle snakker som udgangspunkt på deres modersmål, og Nureyev selv spilles af en virkelig ukrainsk balletdanser, Oleg Ivenko. Dette castingvalg gør naturligvis, at balletscenerne er en decideret fryd for øjet.
Ivenkos skuespil kan dog til tider virke lidt stift og distanceret, noget man bestemt ikke kan sige om Ralph Fiennes i rollen som Pushkin. Det er uden tvivl filmens skuespilmæssige højdepunkt, og så gør han det endda på russisk!
’The White Crow’ handler om stor kunst, men er det ikke selv. Den er dog et stemningsfyldt og visuelt betagende bekendtskab, der snildt kan forsvare en aften i biografen.
Copyrights: United International Pictures