Jeg siger ikke, at jeg er ligeså målløs som drengene selv, da deres penisser falder af, men tæt på.

Det ser flot ud, men hvad fanden er det for noget.

Penissen er uden tvivl et af de store gennemgående temaer i den eksperimenterende film ’The Wild Boys’. Et meget mærkeligt eventyr, der fremstår meget tiltalende, når det kommer til billeder og lyd. Filmens fortælling er derimod den stort set uudholdelige djævleyngel mellem freudianisme og feminisme.

Men hvad er det, der bliver eksperimenteret med?
Af en kunstfilm at være er det i hvert fald ikke den narrative stil, der er afvigende. ”Har du hørt historien om de vilde drenge?”, lyder en sensuel fransk kvindestemme. At der akkurat inden er påbegyndt en voldtægt af en dreng, der ved afklædning dog har en kvindekrop, er så en anden sag.

Og én voldtægt er ikke helt nok, da der ikke går mange minutter, før fem uvorne rigmandssønner overfalder deres litteraturlærerinde og binder hende fast til en hest, sprøjter sæd på hende og påkalder en ond kraft. Så er hun død.

Sådan starter myten om de vilde drenge, der som var det hvilket som helst klassisk eventyr, kronologisk fortælles, så man altid forstår, hvad der sker i handlingen. Hvad, der så rent faktisk sker, er måske håndgribeligt, men så perverteret, at det er skrækindjagende.

Klamme frugter
’The Wild Boys’ er en slags voldtægts-anti-epos. De fem drenge sendes nemlig efter retssagen om den døde lærerinde på sejltur med en sadistisk kaptajn, der stopfodrer dem med nogle ekstremt ulækre frugter. Tænk pigen fra brønden i den japanske udgave af ’The Ring’ i frugtudgave. Frugterne er en del af en større forvandlingsplan, der eskalerer, da båden ankommer til en frodig ø, hvor man kan drikke lækker hvid spermlignende væske fra peniskaktusser, der stikker ud fra træerne. For at det ikke skal være nok, kan man også kneppe jorden.

The future is female
’The Wild Boys’ er en interessant film, der tvinger sin seer til at forholde sig til sin egen fordømmelse med væmmelsen som sit ypperste værktøj. Det, der formidles, er bare et rimelig banalt ”måskefeministisk” budskab – at hvis der ikke fandtes pikkemænd, så ville verden være et mere fredeligt sted.

Det måske mest spændende aspekt af filmeksperimentets til tider lige lovlig masturberende tilgang til sit eget budskab får man efter dens slutning, når rulleteksterne ruller. Hvilket i sig selv er sigende.

En gang imellem er det vigtigt at se noget, der er utilgiveligt mærkeligt. At anmelde ’The Wild Boys’ føles lidt som at skulle anmelde ’Den andalusiske hund’. Det er svært at håndtere en film, der så bevidst overskrider seerens grænser. Men det kan muligvis noget. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at man mange år fra nu vil regne ’The Wild Boys’ som banebrydende kunst. Men heller ikke, at man ikke kan.