I denne skovs dybe stille ro lurer ikke den nyeste blærende heks, men en olm, gammel og brutal heks, som var hun taget ud af Grimm brødrenes Schwarzwald skove.

Horror er til tider en svær størrelse at blive klog på. Nogen er til konstante ”springe ud af stolen, fordi nu kommer bøhmanden” skræmmerier. Andre foretrækker den langsomme, metodiske opbygning, hvor ubehaget sniger sig ind under huden på dig, indtil det er så stort at det føles klaustrofobisk. Hvis du er til det sidste, så vil du elske den her.

I midten af ingenting
Og lad os bare slå det fast med det samme, jeg er vild med den her film. Fra første scene var jeg fanget og blikket veg ikke fra lærredet. En familie bliver i 1630s New England bandlyst fra deres landsby, da faderen i familien har en anden udlægning af biblen end den der er normen. De bygger en hytte i udkanten af en stor dunkel skov og herefter begynder et mareridt uden ende. Familiens ældste, Thomasin (Anya Taylor-Joy) leger titte-bøh med sin spæde bror. Da hun så åbner øjnene er han væk. Forsvundet ind i skoven. Publikum ser hvad der sker med ham. Familien ved det ikke. Paranoiaen svøber sig derefter om filmen, som et klamt ligklæde. Hvem kan man stole på? Og hvad er det der er derinde i skoven? Er der noget? Uvisheden er skrækindjagende for familien.

Frels os, Herre!
Mange modbydeligheder er blevet begået i Jesu navn. Hekseforfølgelserne på den tid hvor filmen foregår, er nogle af det mest uhyggelige. Var der en kvinde man ikke kunne lide eller opførte sig anderledes end hvad der var forventet, så var en hekseanklage ikke usædvanlig. Det samme ser man her. Sprækkerne i den puritanske families liv er mange. Thomasin er ved at blomstre til en attraktiv kvinde og det er noget, som i hvert fald den retskafne og pligtopfyldende lillebror Caleb lægger mærke til. Et sæt lettere forkælet tvillinger spotter og håner hende ved nærmest hver given lejlighed og det er også dem der først kalder hende en heks. Det er tydeligvis ikke fryd og gammen i den gudfrygtige familie. Det kontinuerlige dilemma mellem menneskets natur og så det religiøse ”rigtige” gennemsyrer filmen. Alle er på sin vis syndere og Herrens nåde virker til at ligge på et meget lille sted.

Djævelsk betagende
Mageløst smukt filmet, med Ontario Canada som stedfortræder for New England, holdes filmen i en meget beskeden farvepallet. Og når den så bliver brudt, så bliver det desto mere effektfuldt og hypnotisk fængende. Uden at afsløre for meget, kan jeg roligt sige at farven rød nærmest springer ud fra lærredet. Skuespillet er over hele linjen til UG, med Anya Taylor-Joy som den absolutte åbenbaring. Hendes Thomasin har en skrøbelighed, hvor man er klar til at smide alt hvad man har i hænderne for at hjælpe hende. Men i glimt fornemmer man også, at hun har en vrede i sig. Eksemplificeret i scenen ved floden, hvor hun beslutter sig for at give sin hånende lillesøster en lærestreg. Det er et smukt multifacetteret portræt, der hænger ved længe efter filmen er slut.

Jeg kunne blive ved til dommedagstrompetterne lyder, med at komme med detaljer om hvorfor filmen er så god som den er. så for at holde det kort: ’The Witch’ er uden sammenligning en af de bedste gyserfilm i dette årtusind. Se den!