Ekstremt underholdende og fuldstændig skør film tager samarbejdet mellem DiCaprio og Scorsese til nye højder.

Penge, ludere og enorme mængder stoffer er fast indhold i Jordan Belforts (Leonardo DiCaprio) hverdag. Vi ser ham første gang i sin røde Ferrari, hvorefter han stopper historien, og siger at den altså var hvid – ligesom den fra ‘Miami Vice’. Herfra er stilen lagt: Belfort er vores fortæller og har den ultimative magt over, hvad vi ser og hører. Det er hans subjektive livshistorie, og som seere er vi derfor fuldkommen styret af hans fremstilling af begivenhederne.

Belfort tager os på en rejse der strækker sig fra hans første dag på Wall Street, til hans opblomstring og storhedstid og kulminerer i sidste ende i hans fald. Han er søn af to bogholdere fra forstæderne, men har allerede som ung mand et umætteligt begær for penge og er fast besluttet på at blive millionær. Hans første dag som autoriseret børsmægler falder imidlertid sammen med krakket i 1987, og han mister dermed sit job. Drømmen om millionerne mister han dog ikke og fra et lille mæglerkontor i New Jersey, skaber han en forretning ved at sælge højrisiko aktier med kæmpe afkast til ham selv, og nærmest intet til de mennesker han sælger dem til. Herfra stiger formuen med raketfart og med den forbruget af stoffer og kvinder. Intet er nogensinde nok for Belfort og hans partnere, og det er deres mange udskejelser (som bliver mere og mere tossede), der fylder størstedelen af filmen.

Tempo, tempo, tempo

Det lyder måske som om det hele er for meget, og det ville det også være, hvis det ikke var fordi det var så djævelsk underholdende. Efter at have set traileren til ‘The Wolf of Wall Street’, var jeg i tvivl om hvordan filmen ville være, da jeg tænkte at den umuligt kunne holde samme tempo og intensitet. Jeg tog fejl. De to første timer er næsten non-stop, fuld fart, hæmningsløs fest som viser en ”mere-vil-have-mere” livsstil på steroider (eller i dette tilfælde kokain og alle andre tænkelige stoffer). Kombineret med dens 80’er- 90’er setting føles det næsten som et alternativt univers, der er så ekstremt, at man holdes klistret til lærredet. Et andet virkemiddel (muligvis det vigtigste) er humor. Filmen er ganske enkelt hylende morsom flere steder, og der blev grint igennem mange gange i biografsalen. Dialogen og de mange fuldstændig ”af sporet” narkotika scener giver filmen en lethed, der ikke alene gør den utrolig seværdig, men som også er vital for at kunne opretholde det høje tempo over så lang tid.

Fornyelse i det kendte

Den overordnede form minder om de tidligere Martin Scorsese film ‘Goodfellas’ og ‘Casino’, og onde tunger vil måske sige, at der ikke er meget nyt at hente i ‘The Wolf of Wall Street’. Jeg er dog stærkt uenig da jeg synes, at Scorsese, ikke blot igennem tempoet, intensiteten og mængden af humor, men også gennem et visuelt udtryk der fyldt med lys og farver komplimenterer de andre elementer, formår at forny sig selv i en alder af 71 år. Jeg har til tider syntes, at hans film har en tendens til at blive for lange, men det er ikke tilfældet her. Sjældent er 3 timer, som er det filmen varer, gået så hurtigt, og jeg havde lyst til at se den igen, så snart jeg forlod biografen. En stærkt medvirkende faktor til dette er også skuespillet, som nærmest fra ende til anden sidder lige i øjet.

I rollen som Jordan Belfort leverer Leonardo DiCaprio muligvis sin fineste præstation til dato. Hans rolle kører konstant på grænsen til at blive for meget, men han formår at holde balancen hele filmen igennem, hvilket langt fra er nemt. Han brænder igennem lærredet, og formår på trods af Belforts forkvaklede person, at gøre ham tiltrækkende. Jonah Hill spiller hans højre hånd, Donnie Azoff, og gør det fremragende som New Yorker jøde med afblegede tænder og tosset personlighed. Hans baggrund i komediefilm er tydelig og passer som fod i hose til hans rolle. Samtidig er kemien mellem ham og DiCaprio fremragende og er flere gange filmen værd i sig selv. Matthew McConaughey formår på sin korte tid i filmen at sætte sit aftryk som den excentriske børsmægler Mark Hanna, der viser Belfort hvordan man begår sig på Wall Street.

Underholdning i topklasse

Nogle vil muligvis kritisere ‘The Wolf of Wall Street’ for at forherlige en absurd og pervers kultur, der eksisterer på kapitalismens højborg, men dette er en film fortalt udelukkende af Jordan Belfort, der som fortæller er fuldstændig utroværdig. Samtidig er hans liv så ekstremt, at der for seeren ikke er nogen tvivl om, hvor forkert det i virkeligheden er. Ja, personerne er karikerede, men de passer til hinanden og det vilde univers som filmen opstiller og er en stor del af filmoplevelsen. Det er langt fra en historiemæssig progression, der dominerer, men det er heller ikke nødvendigvis meningen med den. I sidste ende er filmen så gennemført underholdende, at jeg sjældent har oplevet lignende i en biograf, og jeg har intet andet valg end at give den fuldt hus.