De værste replikker fra Tarantinos ”Reservoir Dogs” flyver gennem lejligheden, hvor seks halvvoksne drenge leger, som var de stadig børn. De kender filmen ud og ind, til gengæld har de et meget lille kendskab til den virkelige verden.  

Dokumentarfilmen ”The Wolfpack” følger seks brødre i en lille lejlighed på Manhattan, hvor deres far holdt dem indespærret hele deres liv. Instruktør Crystal Moselle mødte ved en tilfældighed brødrene på gaden, og på årets CPH:DOX var filmen et stort emne i medierne – og med rette.

Drengenes far har villet skærme sine børn fra en verden, han påstod var farlig. Til gengæld er de blevet fodret med nogle af filmhistoriens mest voldelige klassikere, og det er et sandt mysterium, hvordan disse drenge stadig er høflige og respektfulde mennesker. Vi kan le både med og ad dem, når de skyder hinanden med hjemmelavede pistoler, men vi kan også blive arrige over dette liv, som deres far har tvunget både dem og deres mor til at leve.

Man tror hurtigt, man har regnet plottet ud: Faren er den onde, og nu skal vi først have ondt af brødrene, og derefter skal retfærdigheden indtræffe. Men jo længere vi når ind i filmen, jo mere nuanceret bliver historien, og på et tidspunkt må man indse, at der aldrig kommer et simpelt svar. Man tager sig selv i at sympatisere med både børnene, moderen og faderen, hvilket netop er filmens store styrke.

Drengene fortæller deres historie så fattet og reflekteret, at man konstant undres og længes efter at vide mere, og der er da også lidt for mange spørgsmål, man savner besvaret til slut. Alligevel er ”The Wolfpack” en voldsomt dragende dokumentar, og man kommer ud fra biografen mørke med en følelse af, at intet nogensinde er sort-hvidt.