Det hjemsøgte Eel Marsh House huser stadig den vrede transparente sortklædte madame. Bøh-faktoren svigter ikke, men det gør det meste andet, desværre.

 Jeg var aldrig den store fan af den første omgang spøgelsesløjer. Chok og høje hyl var ellers rigeligt repræsenteret i filmatiseringen af Susan Hills litterære forlæg, men synderligt spændende og interessant blev det aldrig. Mystik, hævn og frustration, over tabte børn, er endnu en gang de tematikker fortællingen, fra legendariske Hammer Films, her anvender som katalysator for gys og gru. Fan blev jeg heller ikke denne gang.

 Den gamle dame og huset

Året er 1941, og London er under massivt angreb fra tyske bombefly. Flere vælger evakueringen, og i blandt disse er den rare lærerinde Eve (Pheobe Fox) og den strikse overlærerinde Jean (Helen McCrory). De tager hånd om en gruppe forældreløse børn, og sammen søger de tilflugt i det, der skulle være den trygge engelske landidyl. Et af disse børn, Edward (Oklee Pendergast), er særligt ramt af sorg og nægter derfor at tale. Netop Pendergast er et af filmens højdepunkter, og hans apatiske og indelukkede karakter kan lede tankerne hen på djævlebarnet Damien fra Richard Donners horrorklassiker ‘The Omen’ (1976).

 Som i den første film er scenen sat i det gamle, knirkende og afsidesliggende hus, Eel Marsh House. Ikke overraskende er det enorme victorianske hus en lumsk affære med sparsom belysning og døre, der låser og åbner af sig selv. Værre er det, at huset er dæmonisk styret af Jennet Humfryes genfærd, damen i de mørke klæder, der stadig stædigt forsøger at hævne sin tragiske fortid. Den unge, attraktive pilot Harry (Jeremy Irvine) er belejligt udstationeret på en flyvestation nær de hjemsøgte festligheder, og han forsøger sammen med Eve at løse mysteriet om det ondskabsfulde selvmords-fremprovokerende gespenst uden at miste for mange menneskeliv på vejen.

 Jump-scares ad libitum

Med et minimalt overlap i karaktererne mellem de to film, præsenterer efterfølgeren os for en ny frisk start på historien. Alligevel føles materialet bemærkelsesværdigt dovent allerede fra første scene, hvor det truende gamle hus toner frem på skærmen. Grundlaget for det hævngerrige spøgelses morderiske motiver bliver kun vagt oplyst, og der bliver dermed aldrig skabt et filmisk fundament, der retfærdiggør de hadfulde handlinger, selvom damen da er dødelig dygtig i sine gerninger.

 Instruktør Tom Harper har på trods af begrænset spillefilmserfaring godt styr på det visuelle udtryk. Dynamisk kameraføring med lækre, glidende og flydende bevægelser – gennem mørke gange og tomme værelser følger både børn og voksne tæt på vej til en intetanende udslettelse. Skygge og mørke, i forskellige afkroge af huset, udnyttes ganske effektivt.

’Woman in Black 2: Angel of Death’ misser desværre det, der kunne have hævet den fra middelmådighedens holdeplads. Eve, Jean og Edward var allerede hjemsøgte hjemmefra inden ankomsten til Eel Marsh House. Personlige tragedier og tab er fælles for dem alle, men muligheden for en dybere menneskelig indlevelse forkastes til fordel for letkøbte chok. Det er særligt skuffende, når nu idéerne er der til andet end trættende horrorklichéer. Ærgerligt. Chok er der til gengæld mange af, alt for mange. Det føles som en træg forlystelse, hvor der konstant skal skræmmes med brag og lysglimt. Larmende ja, men en god film er ikke et resultat af den grund alene.