Den ellers så ejendommelige britiske humor rammer langt forbi i den apokalyptiske komedie The World’s End, der ellers satirisk giver sit modspil til Hollywoods mange blockbustere om verdens undergang. Intentionerne er gode, og der grines da enkelte gange, men en film med et mere intetsigende plot, skal man lede længe efter.

Duoen bag Shaun of the Dead (2004) og Hot Fuzz (2007), nemlig skuespilleren Simon Pegg og instruktøren Edgar Wright har slået hovederne sammen for endnu engang at lave en britisk sorthumoristisk komedie, der tematisk er i tråd med deres tidligere film. Filmen er groft indspundet i referencer fra science-fiction og horror-genren. Men er man hverken den store science-fiction-fan – eller har man ikke set de forudgående film i Cornetto-triologien (navngivet efter vaffelisen, der laver sin cameo i hver film), så er der alarmerende fare for, at denne film bliver for intern og uinteressant. Og det er denne anmelders udgangspunkt.

Pubcrawl til verdens ende

Gary hænger fast i fortidsmindet om sit livs lykkeligste nat, hvor han og fire kammerater forsøgte sig med en pubcrawl til verdens ende. The Golden Mile igennem byen medfører besøg på i alt 12 værtshuse, hvor målet er at bunde en fadbamse på hver, for så at nå den sidste beværtning: The World’s End. Kammeraterne når dog aldrig så vidt som til verdens ende, og de går hver deres vej i livet. Nu er skoletiden for alvor slut og Gary overtaler (eller afpresser, tvinger og tigger) sine gamle kammerater til at forenes i deres hjemby, hvor missionen om at nå igennem alle byens værtshuse skal fuldføres.

Men ingenting er rigtigt som de husker det. Er det dem eller byen, der har forandret sig? I løbet af aftenen går det op for dem, at gamle sociale roller måske nok indfinder sig eller går tabt, men byen er bestemt ikke den samme. Snart afhænger alt af, at de når til The World’s End, før netop dét bliver en realitet.

Hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat?

En ting, man dog kan undre sig over, er hvordan, det kan gå så galt, at hovedkarakteren hænger fast samme sted i 20 år – og ud af det blå mister nogle tilsyneladende rigtig gode venner? Venner, der så alligevel modvilligt tager med på en outdatet drukmission? Motivationen halter. Og flere ting føles uafklarede, uforstående og uafsluttede i løbet af filmen. Langt hen af vejen har man svært ved at se noget som helst formål med The World’s End andet end, at det er en latterlig druktogt, man ikke helt ved, hvorfor man skal engagere sig i.

Gary (Simon Pegg) har ikke rykket sig i sit liv siden den famøse nat i 90’erne, der dannede højdepunktet i hans liv. I hans øjne er alt ved det gamle: Gary er The King. Filmen fastholder heldigvis på enkelte punkter briternes charmerende humor, som vi kender den bedst. Simon Peggs karakter er i virkeligheden dødirriterende, men han formår alligevel at slippe helskinnet af sted med sin evigt manglende situationsfornemmelse og flabede kommentarer. Det tilfører alligevel filmen lidt interessant dialog, og pirrer en nysgerrighed omkring Peggs karakter – en nysgerrighed, der dog aldrig rigtig bliver helt tilfredsstillet.

Seriøse optrin i sigte

Først mod filmens slutning begynder man at få en idé om, at filmen måske har et lidt mere seriøsitet og samfundssatirisk islæt. Ikke fordi den gode komedie nødvendigvis skal have det, men den skal i det mindste kunne ét og andet. De følelsesladede optrin får heller aldrig et ben til jorden, og vi holdes i en strakt arms afstand fra karaktererne. Sympatien er svær at finde, og man ser ligegyldigt til, imens folk må lade livet.

The World’s End er meget fin som baggrundsstøj en sløj aften i sofaen med chips og sukkervand under armen. Simon Pegg , som uansvarlig konge i et næsten middelalderlig korstog, er helt sikkert værd et forsøg. Men mere spændende bliver denne drukmission mod ligegyldigheden ikke.